Jeg har i nogle år fået anbefalet Ahmed Akkaris bog »Min afsked med islamismen« af venner og bekendte.

For nogle måneder siden købte jeg den endelig, men lovede mig selv, at jeg først ville læse den, når jeg havde skrevet min egen kommende bog om islamisme og afleveret manuskriptet til forlaget.

Nu er jeg begyndt at læse, og selvom jeg endnu ikke er færdig, vækker bogen allerede mange tanker og følelser i mig.

Det er en særlig oplevelse for mig at læse Akkaris bog. Jeg har selv en fortid i det islamistiske miljø, og jeg kom til Danmark som 12-årig sammen med min familie. Jeg har ganske vist aldrig boet på et asylcenter, men jeg kan genkende mange af de følelser, Akkari beskriver.

Følelsen af at elske det fredelige liv i Danmark. At være glad for sine klassekammerater. Jeg elskede også Tintin, ligesom han gjorde. For mig var Tintin en indgang til en fantasiverden fyldt med billeder og med minimal tekst – ideelt for mig, da jeg dengang endnu ikke mestrede det danske sprog.

Mødet med mine klassekammerater og mit fodboldhold står stadig klart for mig som noget af det bedste fra min første tid i Danmark. Jeg var den eneste indvandrer i klassen, men jeg følte mig aldrig anderledes.

Jeg ville dog ønske, at mine forældre havde truffet........

© Berlingske