Fællesskabet på krisecentret føles bekræftende. Hun ved, at hun ikke er alene. Alligevel fremstår tvivlen på hendes nethinde. Som en indre frustration over, at det er den udsatte som skal søge flugt, og ikke den, som udøver volden - som dertil heller ikke får tilbudt den nødvendige hjælp til at bryde mønstret.

Det er næsten som om, at murene sættes for de forkerte. Alligevel er hun taknemmelig for de overvågede døre. Der går dog ikke mange måneder før de står frit åbne for hende. Hun ved, at krisecentret er et midlertidigt tilbud. Det er en boble afskåret fra hendes sociale liv og hvor det er svært at opretholde hendes arbejde, og uanset hvornår hun flytter ud vil frygten for ham, hendes børn og virkeligheden klistre til hendes sind.

Men hun kan ikke bo der evigt. Mens samfundet tænker, at voldsudsatte er naive for at vende tilbage til samfundet, tænker de udsatte, at systemet ikke giver dem muligheder for en permanent løsning.

Hver gang hun går på gaden og låser sig ind i den........

© Midtjyllands Avis