Det blege lys fra de lange, hvide gange med samtalerum og ironisk pastelfarvede sofastole, hent-selv mad fra et lagerrum og støj fra andre værelser har slået sig fast i hendes sjæl.

Hendes hjerte står stille, og hun føler sig som en bevægelig statue. Midt i kaos er der hele tiden noget at tage stilling til. Hun sidder bag lukkede mure, men skal stadig være mor, kollega og veninde alt samtidig med, at den telefon, som før var rungende stille, konstant lyser op med trusler og spørgsmål om, hvor hun befinder sig. Hendes lokation er slået fra, det er hun blevet beordret til, og hun lader telefonen ligge. Truslerne behøver hun ikke frygte, så længe hun holder sig inden krisecentrets dobbeltlåselige og overvågede døre.

Men nu skriver han, at alt er hendes skyld og får hende til at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse. Hun griber fat i hendes omgangskreds. Lige så stille forsøger hun at åbne op. Men over mobilen lyder uforstående ord. »Overdriver du ikke lidt?«. Ordene får........

© Midtjyllands Avis