Hans smil er så overbevisende. Hun tager hans hånd fuldstændig uvidende om den situation, hun står i tre år fra nu. Aldrig har noget føltes mere nemt. Hans hånd er varm, mobilen bugner af kærlige beskeder, og hvad der almindeligvis tager flere måneder, udvikler sig pludselig på blot en enkelt.

Alt ved ham skinner af perfektionisme; jakkesættet fra SNT, lysene på den kostbare restaurant, de rosenrøde buketter og hans omfattende komplimenter. Hun føler sig som den heldigste pige i verden.

Havde hun bare vidst, at lykken havde en udløbsdato. En start på en rutsjebanetur, som hun evigt kom til at fortryde, at hun steg på, og som pludselig også er risikabel at stå af. Hvor alt i virkeligheden var papmaché-perfektionisme. For snart udskiftes komplimenterne med nedgørelse, ydmygelse og kontrol. Konstante spørgsmål om, hvor og med hvem hun befinder sig, regler om hvordan hun agerer og om, hvordan han forventer, at hun ser ud. »Jeg skal bare på café med Kamilla og Kathrine« siger hun.........

© Midtjyllands Avis