Danmark er for lille et land til for store forskelle

Det kan godt være, der kun er 20 km – i luftlinje. Men hvis ikke man sidder i København og kigger på Google Maps, ville man vide, at luftlinje ikke nødvendigvis er en vej.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da Mette Frederiksen i torsdags trykkede på valgknappen, slog hun igen til lyd for en (gen)indførelse af formueskatten. Begrundelsen var, at Danmark er for lille et land til for store forskelle.

Hvad der derimod sjældent tales om, er, hvor store forskelle der faktisk er i beslutningstagernes kendskab til landet, de styrer.

For selv om Danmark er lille, er afstanden mellem Christiansborg og store dele af resten af landet ofte forbavsende stor. Hovedstaden og de større byer får den største politiske og administrative opmærksomhed – i netop den rækkefølge. Kendskabet til hverdagen og udfordringerne i Udkantsdanmark er til gengæld ofte mangelfuldt.

Jeg oplevede det tydeligt i 2017, da jeg som folketingsmedlem deltog i forhandlingerne om etableringen af FGU – Forberedende Grunduddannelser.

Målet var at hjælpe omkring 45.000 unge, som flere år efter folkeskolen stod uden både ungdoms- og erhvervsuddannelse. En sårbar målgruppe, hvor nærhed og tilgængelighed er afgørende.

Alligevel var regeringens udgangspunkt, at man ønskede få, men store og stærke FGU’er. Konsekvensen var lange afstande til uddannelsesstederne – et åbenlyst problem for unge, der i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Som valgt i Sydjyllands Storkreds spurgte jeg ind til forholdene på Fyn. Under en forhandling bad jeg ministeriet undersøge, hvor langt en ung fra Rudkøbing på Langeland skulle rejse til nærmeste og næstnærmeste FGU.

Svaret lød, at Svendborg lå 20 km væk, men at der næppe var plads, hvorefter Maribo – 35 km væk – blev nævnt som alternativ.

Da jeg påpegede, at der ganske vist er 35 km mellem Rudkøbing og Maribo, men også vand imellem Langeland og Lolland, udløste det latter, skuldertræk og en forklaring om, at man havde brugt Google Maps.

Det er i sig selv en bagatel. Men som symbol er det sigende. For den slags fejl forstærker oplevelsen af, at beslutninger træffes af mennesker, som ikke har en reel fornemmelse for geografien, infrastrukturen og hverdagen uden for hovedstaden.

Den samme mangel på fornemmelse så vi tidligere, da det i en pressemeddelelse blev fremhævet, at Danmark med Femern Bælt-forbindelsen bliver landfast med Tyskland.

For folk i Jylland er det åbenlyst, at Danmark har været landfast længe. Alligevel blev formuleringen stående – endnu et lille eksempel på et hovedstadsblik, der ikke rækker langt nok.

Ved folketingsvalget i 2015 blev store dele af Sydjylland gult. Dansk Folkeparti fik massiv opbakning, og forklaringen fra mange kommentatorer – primært baseret i København – var, at befolkningen dér udgjorde et særligt folkefærd med fremmedfjendske tilbøjeligheder.

Min oplevelse var en anden. Mange mennesker følte sig ganske enkelt glemt og klemt af beslutningstagere, som traf valg hen over hovedet på dem – uden forståelse for deres hverdag og vilkår.

Jeg troede dengang, at snakken om københavneri var overdrevet. Jo, fænomenet fandtes, men næppe i det omfang, mange i Jylland oplevede. Det tog jeg fejl af. Københavneriet var – og er – langt mere udbredt, end jeg havde forestillet mig.

Hvis Danmark virkelig er for lille et land til for store forskelle, bør vi begynde med at mindske forskellen mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der lever med konsekvenserne.

© Jyllands-Posten