Det er påsketid – den vigtigste kristne højtid – og derfor et godt tidspunkt at tænke over, hvad religion betyder for politik i den nye verden, der tegner sig omkring os.

Vi kan som danskere godt lide at tro, at religion ikke bør betyde noget for politik. Det er dog en hovmodig holdning, og hovmod står for fald ifølge Ordsprogenes Bog. Skal vi forstå verden både ude og hjemme, skal vi forstå religiøs tænkning. Både den hos andre og den hos os selv.

Vi er lidt undskyldte, for i årtier var verden styret af sekulære materialister. Vesteuropa havde travlt med at smide Gud ud. Han var ubekvem for politiske drømme om multikulturel globalisering. Ganske vist havde vores gamle fjende i Sovjet til dels udskiftet kirke med parti, men deres ledere var grundlæggende materialister. Flertallet af verdens befolkning var, og er, religiøse, før de er politiske.

At være religiøs er at tro på noget større og være grundlæggende uenig med dem, der ikke tror på det samme større. De senere år har vist, at det religiøse ønsker at dominere politik igen.

I podcasts undrer debattører sig over, hvordan amerikanske........

© Berlingske