De ældste kan stadig huske det. Og deres børn kan huske de store markeringer. Freden. Friheden. Fællesskabet.

I aften mindes vi igen. 80 år.

»Det meddeles i netop dette øjeblik …« Kuldegysninger ved prins Jørgens March. »Her er London, her er London.«

Der er en kynisme i tiden. En hårdhed. Et angreb på de institutioner, vi har brugt 80 år på at bygge for at sikre, at det – det dengang – netop ikke, aldrig, skulle ske igen. Det afspejler sig i mange ting, blandt andet vores sprog, hvor selvcensur og selvbeherskelse er begreber, der udløser vrede eller ligegyldighed.

Friheden er degenereret. Som om den ingen pris har. Som om frihed betyder, at man altid uanset blot kan gøre, hvad man vil. Uagtet hvem eller hvad man fremstår som. Stodder den ene dag, glitterkongen den næste.

I bagtæppet på krigen i Ukraine ses også denne kynisme. Rusland er stort. Ukraine kan ikke modstå det i længden. Giv nu op. Hvad skal det nytte. Senest med Politikens skamløse forside 25. april, hvor avisens chefredaktør mente at vide, at Ukraine og Europa allerede havde tabt krigen.

I dag – i aften – bør vi gøre op med det vrøvl. Den kynisme, den grove, hårde mentalitet, den kolde beregning, det åndløse. Det, der gør livet til en skal af sandsynligheder, hvor man vælger det realistiske; hver gang. Uden tanke på, hvad det betyder for andre og for livet selv.

»De bedste........

© Berlingske