I morgen for ti år siden blev jeg valgt til formand for FNs Generalforsamling.

Det kan føles, som om vi er kommet lysår væk fra den forståelse af internationalt samarbejde, der trods alt endnu var fremherskende dengang. Der var erkendelsen af klimaforandringer og forringet biodiversitet eksistentielle udfordringer.

Derfor fik vi de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og i Paris vedtog vi klodens hidtil mest ambitiøse og forpligtende aftale om at bremse den globale opvarmning. Det skete ikke mindst, fordi Obamas USA og Kina endnu forstod deres fælles interesse i fredelig og bæredygtig udvikling.

De store mål fra 2015 er langt fra blevet indfriet. USA har i mellemtiden haft – og har igen fået – en præsident, der indædt bekæmper den grønne omstilling. Desuden sendte coronakrisen og Putins invasion i Ukraine – og de efterfølgende geopolitiske konsekvenser – den globale opmærksomhed i andre retninger.

Men intet er sket, der gør den grønne omstilling mindre påtrængende. Tværtimod.

Hver eneste ny årlig rapport fra FNs panel af verdens fremmeste videnskabsmænd

© Berlingske