Det kan vi lære af dollarens undergang

Amerikanerne brugte dollaren til økonomisk krigsførelse og er allerede blevet straffet.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det vigtigste ved den gamle verdensorden er hverken international lov, menneskerettigheder eller WTO, men den amerikanske dollar. Den pointe er vi generelt blinde for i Europa, men det er man ikke i resten af verden. Den nye parallelle orden, som Kina, Rusland, Indien og mange andre er ved at bygge op, har først og fremmest til formål at fjerne afhængigheden af dollaren.

Dollarens dominans faldt sammen med afslutningen af Anden Verdenskrig. Vi fik et sindrigt system, hvor verdens valuta var tilknyttet dollaren, og dollaren var tilknyttet guld. De små grønne sedler kunne ultimativt veksles til guld, og det havde en dæmpende virkning på seddelpressen.

I 70’erne var der store offentlige underskud, og det blev for fristende for amerikanerne at udnytte deres pengemonopol, hvorefter de skeptiske franskmænd forsøgte at kræve guld for papirlapper. Kort efter opgav Nixon løftet om, at dollars kunne veksles til guld.

Dollaren holdt dog ikke af den grund op med at være hele verdens opsparingsvaluta. Den havde bare ingen begrænsninger længere. Grundlæggende fik amerikanerne det utrolige privilegium, at de kunne sende enorme mængder grønne sedler ud i verden og få rigtige goder retur. Det er derfor, amerikanerne har haft et stort (og voksende) handelsunderskud hvert eneste år siden 1971.

Nationaløkonomiske lærebøger ville afvise eksistensen af permanente underskud. De dollars, der bliver sendt ud af USA, bør teoretisk set blive brugt til at købe amerikanske varer. Teorien har ikke taget højde for, at de mange dollars i stedet bliver syet ind i hovedpuder over hele verden.

I USA har det skabt den aparte situation, at landet har fået en stor velstandsfordel, haft gigantiske offentlige underskud og fået ødelagt sin egen industri. Udenrigspolitisk har det givet amerikanerne en enorm magt, fordi de til hver en tid har kunnet bruge adgangen til dollaren som et diskret, men uhørt stærkt magtmiddel.

Senest illustreret i Iran, hvor amerikansk økonomisk krigsførelse har gjort livet så surt for almindelige iranere, at de nu gør oprør mod regimet.

Systemet, altså det amerikanske, er dog tydeligvis ikke holdbart. Det offentlige underskud (ikke handel!) udgør nu 6 pct., og gælden er på 125 pct. af bnp og fortsætter opad. Tilbage i 2009, da de såkaldte PIGS-lande havde en ødelæggende gældskrise, var USA’s underskud og gæld faktisk lige så slem. I dag er det en del værre. Forskellen er, at USA’s gæld er i dollars, som de altid bare kan trykke nogle flere af, mens PIGS-landenes gæld var i euro.

Når markedet skal finde ud af, hvilken rente det vil købe statsgæld til, bliver renten afgjort af vækst + inflation + konkursrisiko. Lande, hvis gæld er i en fremmed valuta (såsom euro), har en konkursrisiko og kommer derfor til at betale en højere pris for at låne penge.

Det er én af grundene til, at euroen var så afsindig tåbelig. Det er selvfølgelig ikke, fordi alting er solskin og vaniljeis for amerikanerne, for det er ikke helt gratis at trykke penge. Inflationen går nemlig op, udhuler al værdi og gør alle amerikanere fattigere.

Alt peger på, at amerikanernes særstatus forsvinder. De får en stor velstandsnedgang. De skal barbere ned på udgifterne. Og de mister det suveræne overherredømme i økonomisk krigsførelse. Fra verdensimperium til almindelig stormagt.

Uden den store opmærksomhed har kineserne i massiv grad reduceret deres beholdning af amerikansk gæld. Det har især taget fart siden Ruslands invasion af Ukraine. Her besluttede både amerikanere og europæere nemlig at fryse russernes adgang til vestlige værdipapirer.

Eller mere jordnært sagt, så vil Vesten ikke længere betale sin gæld til Rusland tilbage. Det har ramt os selv langt hårdere end russerne. For hvad sker der, når man løber fra sin gæld? Der sker selvfølgelig det, at alle andre får mindre lyst til at låne én penge i fremtiden.

Amerikanerne mister troværdighed under alle omstændigheder. Hvis ikke de decideret løber fra deres gæld, bliver deres statsobligationer i hvert fald mindre værd. Vi europæere har en mulighed for at blive et alternativ. Men det kræver troværdighed. At vi aldrig mere løber fra vores gæld. Og at vi for alt i verden holder os langt væk fra Macrons destruktive plan om at finansiere udgifter ved at udstede fælles gæld.

© Jyllands-Posten