Vi opruster for at beskytte Danmark. Men hvem passer på vores historie?

Kulturlivet har allerede peget på behovet for et nationalt beredskab for vores fælles kulturarv. Nu bør Kulturministeriet og Beredskabsministeriet sammen omsætte forslagene til handling, før katastrofen rammer.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mandags blev medarbejderne i flere svenske supermarkeder mødt af et usædvanligt syn.

Temperaturen i køle- og frysediske var steget voldsomt, i nogle tilfælde til op mod 50 grader, efter at nogen tilsyneladende havde skaffet sig adgang til de digitale systemer, der styrer anlæggene. Tilsvarende hændelser blev rapporteret fra andre europæiske lande, og store mængder fødevarer måtte kasseres.

Hvem der står bag, ved vi endnu ikke. Men hændelsen er en påmindelse om, hvor sårbart vores samfund er blevet, og hvor vanskeligt det kan være at forestille sig, hvad der kan blive mål for et angreb.

For hvem havde egentlig forestillet sig, at nogen ville finde på at angribe kølediskene i et svensk supermarked? Og hvis det kan lade sig gøre, hvorfor skulle vores kulturinstitutioner og de samlinger, de opbevarer, så være mindre udsatte?

Spørgsmålet er aktuelt, fordi Danske Museer netop har bedt staten om at bidrage til et styrket nationalt museumsberedskab. Det er et initiativ, som fortjener opbakning, men som også bør give anledning til at se bredere på, hvordan vi beskytter den kulturarv, der fortæller, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

For det er langtfra kun museerne, der passer på vores fælles historie. Det gør også Rigsarkivet og de mange lokalhistoriske arkiver, Det Kgl. Bibliotek og de institutioner, der opbevarer vores historiske fotografier, film, lydoptagelser og andre vidnesbyrd om tidligere generationers liv.

Hertil kommer kirkerne, de fredede bygninger og den........

© Jyllands-Posten