Jeg har altid ment, at Danmark ikke var tilstrækkeligt forberedt, da man i sin tid inviterede gæstearbejdere hertil. Man efterspurgte arbejdskraft, men man fik meget mere end det. Man fik mennesker med en anden kultur og religion – mennesker, der var formet i helt andre omgivelser og med en anden opdragelse end den, man kendte her i landet.

Når samfundet ikke er forberedt på denne forskel, opstår der en situation, hvor kommende generationer vokser op med præcis de samme værdier og den samme opdragelse som deres forældre. Forældrene kender ikke til andet, og samfundet har heller ikke gjort nok for at præsentere dem for det danske værdisæt. Der blev prioriteret arbejdskraft – ikke holdninger, dannelse og værdier.

Der er dog sket et negativt skred med de efterfølgende generationer. Hvor forældrene ofte lærte deres religion og kultur under barske livsvilkår præget af krig og fattigdom, er deres børn og børnebørn vokset op i et af verdens mest velfungerende velfærdssamfund – med gratis uddannelse og næsten ubegrænsede muligheder.

De har ikke kendt til krig eller reel nød. Og den forskel er væsentlig. For der er stor forskel på, hvordan et individ praktiserer sin religion under pres fra krig og fattigdom – og hvordan religion praktiseres i trygge, stabile rammer.

Lever man under krig og fattigdom, lever man........

© Berlingske