menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Debat: »Ja, nej, ved ikke«

4 0
latest

UDVIKLING Er Silkeborg en »nejkommune«? Det afhænger af beskuerens øjne.

Er man tilhænger af Impala-projektet, store mobilantennemaster i bebyggede områder og bådebroer - både renoverede og nye - eller lederskribent fra Midtjyllands Avis (MA), er svaret ja.

Bor man på Bragesvej eller Håndværkervej, er svaret nærmere nej.

Det kan være svært at finde en lige linje i ja og nej til diverse projekter. Først er der klagemuligheder, hvor ikke alle er klageberettigede.

Klageberettigede er typisk naboer, grundejere, landsdækkende organisationer til beskyttelse af natur og miljø og offentlige myndigheder. Der kan kun klages over retlige spørgsmål som procedure og retshjemmel - ikke over hensigtsmæssighed eller om byggeriet er pænt eller ej.

Husk klagefrister og gebyrer. Det er en klar fordel, at være på hold med Kirken eller Danmarks Naturfredningsforening, hvis man vil have en chance i en klagesag - den slags er ikke for amatører.

Nogen vil gerne have »mere damp på kedlerne«, mens andre - heriblandt jeg - mere er til sammenhængende udvikling, altså en udvikling hvor både den nødvendige infrastruktur, institutioner og den kommunale økonomi kan følge med.

Spillet om vækst kan til tider minde om et pyramidespil, hvor der hele tiden skal tilføres nye spillere for, at de »gamle« kan få den velfærd, de skylder sig selv.

Den store valplads pt i Silkeborg Kommune i spillet om væksten er Søfronten-projektet. Det er i øjeblikket lagt på is af et flertal i byrodet, men ikke mere overbevisende end at MA på vegne af den lokale udviklerklasse kæmper hårdt for at påvirke byrødderne til at genoptage projektet, der utvivlsomt vil skæppe godt i udviklernes kasser og MA’s annonce-ditto.

Intet ondt i det. Alle kæmper jo for overlevelse, som de bedst kan.

Der skal her fra Nylandsvej 79 i det bynære Alderslyst lyde en opfordring til de vise mænd i bunden af Papirtårnet om at stille op tiL KV 29 - evt under navnet »De Konstruktive« - så holdbarheden af vækstpolitikken kan afprøves.

Sidste tilføjelse til spillet er »Ildsjælegruppen« - en samling af selvudnævnte ildsjæle fra VIA University og subtoppen af det lokale erhvervsliv, der har brugt en gråvejrsdag i oktober 2025 på at tænke tanker om kultur, demokrati, børn og unge, erhverv og meget andet- Dokumenteret, kondenseret og moduleret dem selv og så overrakt hele molevitten til byrodet med løfter om assistance om nødvendigt - oveni den fra MA

Vi med hang til diskussioner har nok at se til i Silkeborg Kommune.

Læs også: Ildsjæle vil forvandle Silkeborg til international perle: Slut med »jysk middelmådighed«


© Midtjyllands Avis