Danmarks største landsby. Det var engang kælenavnet for Odense - landets tredjestørste by. Fruen og deres udsendte er taget afsted på to helt almindelige hverdage for at tage pulsen på den fynske hovedstad.

Hvordan er det nu lige med forholdet til Fyn? Selv er jeg født i Svendborg, - er vokset op i Kirkeby på Sydfyn til mit 11. år.

Da jeg var barn, havde Odense lidt status som New York, men det var ikke et sted man kom. Min kone er 100 procent fra Silkeborg, men har dog taget en treenhalvårig pædagoguddannelse i Odense som ganske ung. Hun synes, at byen er lidt provinsiel, brunsviger er noget sødt sjask, og at fynsk lyder lidt bonderøvsagtigt a la Polle fra Snave.

Så langt så godt. Første punkt er en tværfløjte, der er til salg på dba. Vi skal hen et sted ved navn Bykirken. Omkring kirkens p-plads hænger en lille snes hovedsageligt yngre mænd ud i mindre grupper, gadens folk hedder det vist. Det er underligt, for hvis de stod på fortovet et sted, ville man jo nok krydse over gaden, men det er jo blot folk, der ikke passer ind i de rammer, som samfundet kan tilbyde dem.

Kirken her er måske det eneste sted, de føler sig velkomne. På vej gennem kirkens kontor hilser vi på et par ansatte, der er i gang med frokosten. Midt på bordet står et manifest af et stykke brunsviger på størrelse med et A4 ark og venter. Vi er på Fyn, - det er ganske vist.

Noget helt andet er kunstmuseet, Brandts Klædefabrik. Komplekset, der tidligere havde med tekstiler at gøre, dækker over et stort område i Odense midtby. I 1985 oprettede Finn Thrane Museet for fotokunst på dette sted og drev det frem til 2007. I 2014 blev museet nedlagt og indgik i Brandts generelle samlinger. Det sidste var jeg ikke klar over. Jeg havde set frem til at opleve nogle seværdige fotografier. Derimod har museet en større udstilling af Jakob Martin Strids originaltegninger til »Den fantastiske bus«. Utroligt hvad den mand har af detaljerighed i sine tegninger, - og fantasi. »Bussen« kører helt frem til 24. april næste år.

Museets faste udstilling er ganske seværdig, men ikke særligt omfattende. Det øvrige er ikke værd at skrive hjem om. Vi forfalder til at bestille en burger med fedtede fritter og mayo-dip på en restaurant. Bagefter føler vi os tæt på dårligt tilpas. Siesta!

Nu er det blevet tid........

© Midtjyllands Avis