Jeg giver Rusland to år. Måske tre, så en ny amerikansk præsident kan gøre arbejdet færdigt

På et tidspunkt løber Putin tør for fattige mænd fra landet, han kan kaste ind i krigen. På et tidspunkt får den russiske elite nok af Putins desperate forsøg på at genoplive sovjetblokken.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Krigen i Ukraine raser videre på sit femte år. Russerne går målrettet efter kraftværker, gasanlæg, olieledninger, i håb om at ukrainerne knækker som istapper. Det gør de ikke, fordi man ved, at et russisk-kontrolleret Ukraine rummer endnu større rædsler, fordi det ukrainske folk er hårdført, og fordi Europa har taget sig selv i kraven og sendt 90 mia. euro afsted til det krigshærgede lands forsvar.

At ramme civilbefolkningen i krig er terror. Kina holder hånden under Rusland. Dermed støtter Kina terror. Kører du også rundt i en kinesisk elbil? Eller måske en Tesla? Elon Musk afbrød først for nylig Starlinks militære efterretninger til russerne. Det har medført store problemer for russerne på slagmarken. Problemer, de slap for før. Helt ærligt, Musk?

Fat mod. Flertallet af den russiske befolkning ønsker fred. På et tidspunkt løber Putin tør for fattige mænd fra landet, som han kan kaste ind i krigen. På et tidspunkt er der ikke længere penge til de høje militærlønninger. På et tidspunkt får den russiske elite nok af Putins desperate forsøg på at genoplive sovjetblokken.

Find styrke. Danmark støtter Ukraine eksemplarisk. Måske udskriver Mette Frederiksen valg på dagen, hvor krigen træder ind i endnu et hårdt år. Det ville være smukt. Mens danskerne lunter til valg, kæmper ukrainerne for, at valget overhovedet kan finde sted. Mens vi sætter vores kryds, slås ukrainerne for selve demokratiet.

Frontlinjen er på 1.200 kilometer. Herfra og til Paris. En strækning, der skal forsvares mod over en halv million russiske soldater. Ukrainerne holder linjen, russerne rykker i hvert fald så langsomt frem og med så store tab, at det burde løbe iskoldt ned ad ryggen på enhver øverstkommanderende. Men tilsyneladende ikke på de russiske karrieregeneraler.

Så er der luftangrebene. Missiler og droner hærger dagligt samtlige byer i et land større end Frankrig. Lad dette blive den sidste vinter uden internationale tropper i Ukraine. Hvor længe kan det internationale samfund se til, at civile ukrainere år efter år fryser ihjel i deres lejligheder? At boligblokke dybt inde i landet bliver jævnet med jorden af russiske luftskyts?

Det er en ejendommelig form for ondskab, der udspiller sig her. Den velfriserede Putin og hans inderkreds afgiver deres ordrer fra marmorkontorerne i Kreml og sætter nabolandet i brand. Det minder om de befalende nazisters handlinger under Anden Verdenskrig, hvor jøder blev udryddet med et pennestrøg. En administrativ ondskab, eller som filosoffen Hannah Arendt formulerede det – ondskabens banalitet.

Den slags får heldigvis sjældent lov at fortsætte. Putin kan i hvert fald ikke vinde krigen, endnu mindre ukrainernes hjerter, som han en gang for alle har spiddet. Ikke desto mindre har han ofte givet udtryk for, at russere og ukrainere vil blive genforenet som broderfolk, at sjælene vil smelte lykkeligt sammen igen – manden lever i et lukket univers.

Europa støtter Ukraine, Europa opruster for at sikre sig ikke bare mod Putin, men også mod fremtidens Putin. Der er meget at være stolt af i Europa. Her er en aftale en aftale modsat et uforudsigeligt og ustabilt USA. Her omsætter vi vækst til velfærd, ikke til private øer og polerede jets.

Det er kontinentets skæbnestund, men vinder vi over det fascistiske Rusland, så bliver der plads til smukke passager i historiebøgerne. Modsat den tåbelige kritik fra USA. At censur skulle være et større problem end Ruslands fuldskalainvasion. At immigration truer med at udslette Europas særpræg. At den afgørende fjende er Europa selv.

Vicepræsident Vance har gjort imponerende karriere, fra skrot til slot, men hans analyser hæver sig endnu ikke over værtshusniveau. Ikke desto mindre er han favorit til at føre det pralende projekt videre fra Trump. Stakkels amerikanere. I de blindes land er den enøjede konge.

Tag bare forhandlingerne mellem USA, Rusland og Ukraine. De fortsætter frejdigt og uden skyggen af resultat. Det går nærmest den modsatte vej, når der sideløbende forhandles om at genoptage handelsforbindelser mellem USA og Rusland. Det er ikke uden grund, at stort set alle repræsentanter, undtaget Ukraine naturligvis, er spidser fra forretningsverdenen. Diplomati uden diplomater. Kram og håndtryk. Egentlig ulækkert.

Krigen raser videre. Jeg giver Rusland to år. Måske tre, så en ny amerikansk præsident kan gøre arbejdet færdigt. Frygten for atomkrig afholder Vesten fra at sætte afgørende ind mod russerne, men det er meget svært at forestille sig, at der bliver trykket på knappen, så længe Rusland ikke er truet udefra.

Og der er ingen, der truer russerne udefra, vi nøjes med at vippe dem ud af Ukraine, og så må man lade naturen gå sin gang i et Rusland, der endnu en gang bryder sammen under sin egen vægt.

© Jyllands-Posten