Det er nye tider for Ulla Tørnæs, Christian Friis Bach og alverdens fattigste mennesker

Vi risikerer i vores del af verden at skyde os selv i foden, når vi trækker os så massivt, som den vestlige verden gør for øjeblikket.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Gad vide, hvad Ulla Tørnæs tænker om Venstres markante udmelding om, at partiet vil skære markant i dansk udviklingsbistand? Hun var partiets udviklingsminister i to omgange og har rejst verden tynd i sit arbejde for verdens udsatte.

Gentagne gange har hun understreget, at Danmark fortsat skal være blandt de lande i verden, der bidrager mest til udviklingsindsatsen, og at det er i Danmarks klare interesse at hjælpe mennesker i nærområderne, så færre tvinges på flugt mod Europa. Også kvindernes situation har ligget Ulla Tørnæs på hjerte gennem mange år.

Venstres relativt nye medlem Christian Friis Bach græder givetvis også salte tårer, selvom hans formand, Troels Lund Poulsen, understreger, at det ikke er Christian, der har ændret sig, men verden. Efter mange år som fremtrædende medlem af Det Radikale Venstre besluttede Friis Bach sig i 2019 for at »vende hjem« til sine forfædres gamle parti, Venstre.

Dengang havde han næppe forestillet sig, at han som Venstremand skulle komme til at forsvare sin nye partiformands netop foreslåede besparelser på udviklingsbistanden til verdens fattigste, svarende til nedskæringer på i omegnen af 6 mia. kr. om året. Friis Bach har i mange år med stor entusiasme og dygtighed arbejdet for netop denne sag. I Verdensbanken som adjungeret professor i international økonomi, som FN-undergeneralsekretær og som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Det er vist også det, man kalder en hjertesag og et blik for de svageste.

Tiderne er skiftet, lyder Venstres argument. Og det må man så sandelig give dem ret i. Tiderne er virkelig skiftet. Den unævnelige præsident i USA har ganske enkelt lukket den største amerikanske bistandsorganisation, USAID, der hidtil har administreret størstedelen af den amerikanske nødhjælp og udviklingsbistand. Resultatet er, at godt 80 pct. af udviklingsbistanden er blevet fjernet med en enkelt sort, præsidentiel underskrift. Og flere besparelser er undervejs.

Det sker, samtidig med at presset fra fattigdomsflygtninge mod Europas grænser er enormt. Og samtidig med at Kina og Rusland allerede er i fuld fart på vej ind på det afrikanske kontinent, så de også kan få mere kontrol over den del af verden. Fattige mennesker og lande er lette ofre.

Så jo, verden har forandret sig, og det benytter Venstre som en anledning til at beskære dansk udviklingsbistand og bruge pengene på vores egen velfærd, på danske interesser, migration og sikkerhed, som det hedder. Mon presset mod Europas grænser bliver mindre med dette tiltag?

De øvrige borgerlige partier klapper i hænderne over de foreslåede besparelser og bakker op. Selv De Konservatives Mette Abildgaard signalerer, at det kan være nødvendigt at acceptere det i en eventuelt kommende regeringsforhandling. Så er det sagt.

Der står vi så. Eller rettere, der står Danmark, hvis vi får en blå regering. Det gør ondt. Det er kortsigtet. Og vi risikerer i vores del af verden at skyde os selv i foden, når vi trækker os så massivt, som den vestlige verden gør for øjeblikket.

Tænk, hvis udmeldingen havde været, at vi fastholder niveauet, men for alvor skal nytænke den måde, vi yder udviklingsbistand på. Lægge større vægt på hjælp til selvhjælp og på myndiggørelse i stedet for afhængighedsskabende indsatser.

Et stort og nødvendigt nybrud kunne være at gøre noget dramatisk ved toldsatser og handelsrestriktioner, så varer produceret i udviklingslande havde lettere ved at blive eksporteret til vores del af verden.

Tilbage står, at sundhed, adgang til rent vand, skole og uddannelse fortsat er helt afgørende for, at mennesker kan få mulighed for at klare sig selv gennem livet. Ellers begynder alt for mange at vandre, som vi har set gennem efterhånden mange år. Det pres vil tiltage. Danmark kan ikke redde verdens fattigste alene, men vi kan yde vores bidrag.

At USA ikke længere har skam i livet og trækker sig så pludseligt og markant, skulle netop få lande som Danmark til at konkludere, at det er det helt forkerte tidspunkt, at vi bakker baglæns, ind i os selv.

Ja, verden har sandelig forandret sig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

© Jyllands-Posten