Nej, bare fordi du har stået i kø bag ham, kendte du ikke Jørgen Leth

Når kendte dør, rammer vi bunden for selviscenesættelse. Jørgen Leths bortgang er det seneste, strålende eksempel på selvfedme.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er blevet opdraget med, at man så at sige skal ”kende sine begravelser”. Man skal ikke rende til begravelser (eller bisættelser for den sags skyld) i utide – altså ved afdøde, man kender så perifert, at det er upassende at dukke op i sit mørke tøj, ansigtet i bedemandsfolder og med bårebuket af rustrøde asters i hånden.

Det ”sidste farvel” fortrykt på papkortet er lidt ligegyldigt, hvis man dårligt nok hilste på hinanden, da afdøde stadig var i live. Hvis ikke man besøger hinanden, så længe man lever, skal man ikke gå til hinandens begravelse. Punktum. Siger min mor.

Og Emma Gad sagde sådan her: »Det må stærkt fordømmes at betragte en begravelse som et gratis skuespil, som det kun alt for ofte sker ved celebre dødsfald, der drager en stor jordefærd efter sig med kirkemusik, faneopstilling ol. Fremmede og uvedkommende burde have så megen agtelse for døden, at de holder sig borte. Trængsel af nysgerrige uvedkommende ved en begravelse er noget af det mest uskønne i samfundslivet og en........

© Jyllands-Posten