menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Klovnebussen skal redde os

10 0
previous day

DET KAN NÆPPE komme som en overraskelse for nogen, at Lars Løkke Rasmussen (M) efter det netop overståede folketingsvalg endnu engang har formået at rejse sig fra asken.

Som dansk politiks ultimative Fugl Føniks er han med Moderaterne gået fra en situation, hvor de i en meningsmåling fra Epinion i december lå til at ryge ud af Folketinget på røv og albuer, til at de ved valget sikrede sig 7,7 procent af stemmerne.

Dermed er Løkke i samtlige kommentatorers øjne nu fuldstændig uundgåelig, når en regeringsdannelse skal indledes.

LARS LØKKE HAR efterhånden været dømt ude så mange gange, at det er svært at holde tal på. Alligevel er han kommet igen. Og igen. Og igen.

Som chauffør for klovnebussen har han de seneste år styret sit parti på slingrekursen mellem de skandalesager, som er regnet ned over ham.

Vælgerne har været tilgivende. Som de var det over for bilagssager og dyre flyrejser, har de været det over for forsøgene på med mafialignende metoder at købe mandater fri fra dem, som efter sidste valg kom til tinge, men viste sig at have yderst flosset moral.

DE HAR LADET sig overbevise af Løkkes brandtale for et brud med blokpolitikken med et hidtil uset mudret valgresultat til følge og udvist tillid til, at klovnebussen nu skal redde os alle.

Og vælgerne er kloge, for meget tyder på, at der netop skal alternative metoder og beskidte tricks til for at samle den regering over midten, som Løkke drømmer om.

Faktisk for at samle en hvilken som helst regering med tanke på Socialdemokratiets og Venstres monumentale nedsmeltninger.

HVIS LØKKE SKAL redde sit midter-projekt uden at falde pladask for enten den ene eller anden fløj, er én mulighed at vride armen om på Mona Juul (K) og Pia Olsen Dyhr (SF) og tvinge dem til at indgå i et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen i spidsen og Lars Løkke Rasmussen som vedhæng.

Vi kan også risikere en blålig pærevælling med Moderaterne og De Radikale som støttehjul, forudsat at Martin Lidegaard gaber højt og sluger en kamel af historiske dimensioner.

En tredje mulighed - og den ultimative gyser: Mette Frederiksen presses af tronen til fordel for enten Troels Lund Poulsen, som har kastet Venstre direkte i afgrunden, eller Lars Løkke Rasmussen selv. En konstellation, som måske er den eneste vej til opbakning fra de partier, som har fået kronisk allergi over for Mette Frederiksen.

UANSET HVAD kræver det politisk vold, som manden i midten må levere.

Der skal sættes en pistol for mere end en enkelt pande. Der skal handles i porten. Der skal smedes rænker og tænkes strategisk.

Der skal købes mandater, og dét er Lars Løkke Rasmussen i hvert fald ikke bleg for at forsøge sig med.


© Ekstra Bladet