Det kan være svært at følge med i andet end international politik for tiden, men i påsken formåede en sag om en enkelt Frederiksberg-borgers tildeling af en offentlig ydelse ikke desto mindre at tiltuske sig mere end almindelig megen opmærksomhed.

Frederiksberg-borgeren var nemlig den tidligere influencer, nuværende iværksætter og Instragram-profil Cathrine Widunok Wichmand, som på grund af en adhd-diagnose havde fået bevilget en offentligt finansieret personlig assistent 15 timer om ugen.

Tilsyneladende – fremgik det af en story på Wichmands Instagram-profil – i et ganske effektivt tempo.

Og så gik der politik i sagen. Det faldt nemlig det konservative kommunalbestyrelsesmedlem Anders Storgaard for brystet, at – skrev han på Facebook – »systemet belønner dem, der har flest ressourcer, frem for dem der har størst behov«.

Influencere og forargede politikere har det jo med at fange manges interesse, men sagen rummer også en principiel grundkonflikt i synet på den universelle velfærdsstat.

Hvor nogle mener, at det netop sikrer solidariteten mellem samfundslag og kvaliteten af velfærden, at alle har ret til offentlige ydelser, mener andre, at den universelle model

© Berlingske