Det startede med, at Trump erklærede økonomisk krig mod stort set hele verden undtagen Rusland, Belarus og Nordkorea.

Selv øer, der kun er beboet af pingviner, var i skudlinjen.

Men så, efter en uges dyb forvirring og nedsmeltning på børserne, trak USAs præsident i nødbremsen og satte de fleste af sine bebudede toldforhøjelser på 90 dages pause. Så der er tid til at forhandle.

Det gælder bare ikke Kina. Her har vi set en voldsom toldkrig udspille sig med tariffer og modsvarende tariffer, som fremføres på tværs af verdens to største økonomier ligesom interkontinentale missiler.

USA gik på få dage fra 20 til 54 procent. Så svarede Kina igen, og Trump eskalerede til først 104, så 125 procent. I skrivende stund har Kina gjort gengæld med en told på 84 procent på al import fra USA.

De tårnhøje satser opstiller reelt en mur for samhandel.

En nedlukning for globaliseringen.

Men kan man ikke også se toldkrigen mellem USA og Kina som den store afkobling fra det kinesiske diktatur, som mange Kina-kritiske røster har talt for?

Jeg er selv en af dem.

For fire år siden skrev jeg en kommentar her i avisen, hvor jeg efterlyste en »strategisk skilsmisse« fra Kina.

Der er mindst syv gode grunde til det:

Så Vesten har en klar interesse i et opgør med Kina. Men det er alligevel svært at tage det alvorligt, når den amerikanske finansminister, Scott Bessent, pludseligt inviterer allierede til at gå med i........

© Berlingske