De fleste har opdaget, at politik ofte er at finde den sandhed, der passer bedst. Der findes også løgn i politik, som i så meget andet i livet, men det værste er ikke, når nogen lyver. Det værste er, når en anden slet ikke ser ud til at mene, at der dog må findes en fælles sandhed, som vi er sammen om at søge.

Det er ikke så meget demokratiet, der er i fare i den her tid. Det er værre. Det er etikken. Er verden uden etik?

Den tyske filosof Kant har været med til at skrive en etik frem, som på mange måder stadig præger en del af verden. Det er en etik, som er bestemt ved fornuften, fordi fornuften er menneskets særkende. Følelser kan være tilfældige og midlertidige, og derfor kan man ikke bygge en fælles etik på dem.

I centrum for Kants etik står det kategoriske imperativ; »handl efter den maksime, ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almen lov«.

Spørger man, om det er o.k. at lyve, vil maksimen fortælle dig, at det er det ikke, for du vil heller ikke have, at det skal være en lov, at andre må lyve over for dig.

Og man kan tilføje; det kan ikke blive en almen lov, at man gerne må lyve, for må man gerne lyve, ophæves forestillingen om, at sandhed er bedre end løgn, og så er enhver samtale ødelagt.

Hvis man ikke engang kan forvente, at den anden en gang imellem siger sandheden, fordi den anden trods alt........

© Berlingske