Da Trump vandt valget og i forrygende tempo begyndte at trevle den liberale verdensorden op, ramte chokket Europa som en åbenbaring: Vi står alene.

Så meget må enhver, der ikke har forskrevet sig til den transatlantiske nostalgis ønsketænkning, være enig i.

Men hvad betyder det så, at Europa der står alene? Eller mere præcist, hvad er det for et Europa, der nu står alene?

Her er min påstand:

For mange europæere ligner USAs fravær ikke kun et tab, det tager sig også ud som en slags afklaring. Når nu USA ikke længere vil være garanten for en regelbaseret verdensorden, så må Europa træde ind i denne rolle.

Ja! Og minsandten om ikke vi kan spille den langt bedre end amerikanerne. Vi har jo alligevel aldrig rigtig brudt os om deres måde at gå til ævred på. »Skydegale cowboydere«, har de jo alle dage været.

Folkeviddet ved nok besked. Jo, og var det ikke dem selv, der undergravede den regelbaserede verdensorden, da de brød reglerne? Det er ganske vist.

»Næ, hvis Europa havde været Amerika, så var spillereglerne nok blevet overholdt. Ja, og så have alverdens autokrater og diktatorer uden tvivl holdt sig på måtten. Amerikanerne har jo alle dage været hyklere.« Fold sammen

Sagde de ikke, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben? Og sagde de ikke, at de ligefrem havde pligt til at angribe landet i 2003, selvom FN sagde nej. Ak, hvem kan nu tale højt om en regelbaseret orden.

Næ, hvis Europa havde været Amerika, så var........

© Berlingske