Sommertid er havetid. Det lærte jeg som barn af min farmor og farfar. De havde en lille lejlighed i Aarhus, men hver sommer drog de ud i haven, hejste vimpelflaget og gav sig ufortrødent i gang med at fræse, så og plante ud.

Selv begrænsede min indsats sig til at lege i den bunke sand bag huset, som angiveligt var en sandkasse, spise deres jordbær, solbær og – hvis det ikke kunne være anderledes – deres ribs. Selvom denne hjælp næppe lagde meget til bedriften, lærte den mig dog, at sommertid er havetid.

Ja, og havetid er fritid.

Sådan var det allerede, dengang arbejderklassen fik adgang til at anlægge de første kolonihaver i det, som dengang var byernes marginaljorde.

Havedriften havde et praktisk formål, nemlig at supplere husholdningen med friske råvarer, men det handlede også om at skabe et frirum, der gjorde fritiden meningsfuld. Haven var stedet for det gode liv, der forudsatte frihed.

»Modsætningen mellem haven og vildnisset er mytologisk grundstof og derfor sand,« skriver Christian Egander Skov. Fold sammen

Den frie tid var altså forudsætningen, men fritid, der ikke bringes til anvendelse, er blot opløsning, som jeg skrev i Zetland for nylig.

Og dette er, hvad haver egentlig handler om: De er et lille stykke orden i kaos. Haven er et stykke........

© Berlingske