Togdøren ville pludselig ikke åbne, og jeg kom ikke af på min station. Det er egentlig et meget godt billede på, hvorfor vi skal lade DSBs monopol køre af sporet
I sommerferien skulle jeg stå af et DSB-tog i Køge. Toget stoppede, jeg trykkede på den lille grå, krakelerede døråbner-knap, og intet skete. Jeg trykkede igen. Og igen. Og igen. Til sidst gav toget sit sædvanlige ryk, og så kørte vi videre.
Det var selvfølgelig et træls uheld. Men den lukkede togdør er egentlig et meget godt billede på det større problem. For mens jeg ikke kunne komme ud af toget, har konkurrencen svært ved overhovedet at komme ind på markedet. Og det er ærgerligt.
For konkurrence virker af en ret simpel grund: Virksomheder bliver nødt til at gøre sig fortjent til deres kunder. Hvis priserne bliver for høje, servicen for dårlig eller kvaliteten for lav, kan kunderne vælge noget andet. Det pres findes ikke på samme måde, når en aktør sidder tungt på markedet, og passageren har meget få alternativer.
Et frit marked betyder ikke, at togene pludselig aldrig bliver forsinkede, eller at alle fejl forsvinder. Men forskellen er, at der på et marked med reel konkurrence følger en konsekvens, når man leverer for dårligt.
Hvis et selskab igen og igen skuffer sine kunder, skal kunderne have mulighed for at vælge nogen andre. Virksomheder bliver presset til hele tiden at forbedre sig, holde priserne nede og finde bedre løsninger, fordi de ved, at kunderne ikke nødvendigvis bliver hængende.
Når den mulighed for at vælge fra forsvinder, forsvinder en stor del........
