Fremtidens Danmark er det nukleare Danmark

Der er rigeligt med vanvittige atommagter, som truer naboer og genboer. Det er på tide, at velfungerende demokratiske stater bidrager til freden – deres egen og andres fred – med et nukleart forsvar. Kan det tænkes, at Mette Frederiksen vil se det som en opgave? Hun vil nægte det i valgkampen, men det kan tænkes.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I forbindelse med torsdagens udskrivelse af valg til Folketinget var det interessant at se de internationale avisers overskrifter. Der blev selvfølgelig talt om et dansk valg, men især om, at ”Frederiksen” (ikke den danske regeringschef) havde udskrevet valget.

Mette Frederiksen befinder sig efter knap syv år ved magten – den meget relative magt i København – inde på den store scene.

Hvad det betyder i en dansk sammenhæng, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg konstaterer blot, i min udlændighed, at hun formentlig er den bedst kendte og mest respekterede danske statsminister overhovedet.

Mette Frederiksens overlegne position har at gøre med det politiske stormvejr, som Danmark befinder sig i, og som har givet hende og hendes nærmeste – udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen især, men også den lidt blegere forsvarsminister Troels Lund Poulsen – mulighed for at vise standhaftighed, en af magtudøvelsens sikreste kvaliteter.

Udlandets til tider kvalmende billede af Danmark som et overflødighedshorn af sociale ydelser er faldet bort til fordel for en mere virkelighedsnær opfattelse af den lille, men beslutsomt regerede nation.

I den henseende blev Mette Frederiksen hjulpet godt på vej, da USA’s Donald Trump omtalte hende som en »ækel kvinde« (nasty woman), fordi hun ikke ville sælge Grønland til ham. Det så andre som en kompliment.

Hun satte den tone, som europæere, canadiere, mexicanere, colombianere med flere kunne tage til sig, i takt med at de blev udsat for Washingtons bøllemetoder.

De senere års geopolitiske balance i Europa har ikke været til Danmarks, men helt sikkert til Mette Frederiksens fordel. Hun har sammen med Løkke Rasmussen og Lund Poulsen holdt fast i de lange sikkerhedspolitiske og strategiske linjer i en tid, hvor andre nok kunne ryste på hånden ved tanken om USA’s sabotage af Nato og Ruslands folkemord i Ukraine.

Danmark er i 2026 modvilligt, men groft provokeret af en traditionel allieret og en traditionel modstander, ankommet til sin naturgivne rolle som det militante land, lille hvad angår mænd og materiel, men af samme strategiske betydning som Tyrkiet, der kontrollerer store dele af Sortehavet og Middelhavet og hele Bosporus. Nationen og småstaten i det nordlige Europa er trådt frem i de internationale krisers forreste geled og honorere til overraskelse for sig selv og andre denne rolle med glans.

Den regering, der måtte følge af valget den 24. marts, får andet og vigtigere at beskæftige sig med end børnehaver og Arne-pensioner. Den vil stå over for det eksistentielle nationale spørgsmål: Skal Danmark overleve i det 21. århundredes politiske brandstorm og i hvilken stand?

Ser vi bort fra Ukraine, der virker i sin egen heltemodige klasse, er Danmark det for tiden mest udsatte land i Europa, presset i en sådan grad af Rusland og USA, at det ligner en sammensværgelse mellem Putin og Trump.

Også de baltiske stater trues, men kontrollen med Østersøen, Kattegat og Grønland er – set fra Moskva og Washington – de store gevinster, som kun kan opnås på kongerigets bekostning. Måtte det give vælgerne anledning til eftertanke.

Danmark har siden Anden Verdenskrig klamret sig til Nato og til USA. Det rakte på den tids betingelser, men Nato er død og borte og har været det, siden demokraten Joe Biden i januar 2025 overlod Det Hvide Hus til en charlatan ved navn Donald Trump.

Danmark skal holde sig til Europa, og Europa skal holde sig fra USA. Her venter en dansk opgave, som tidligere undervisningsminister Bertel Haarder nyligt antydede i denne avis: De nordiske lande samles i en større europæisk ramme. I samlingen kan inddrages de baltiske republikker, Polen og måske Tyskland, med andre ord en Østersøblok i det stadig mere forenede Europa.

Den nordiske eller udvidet nordiske samling sættes i værk omkring demokrati, åbne grænser og frihandel. Den vedrører også militære opgaver, herunder det centrale, som er læren af Ruslands krig i Ukraine: at Rusland, autoritært og ortodoks, ifølge sin selvopfattelse skal råde over alt land fra Atlanterhavet til Stillehavet.

Ukraine er kun begyndelsen, og så længe Ukraine holder ud, bistået af Europa, har Europa tid til at opbygge og genopbygge sit forsvar, som er blevet forsømt siden det kommunistiske Ruslands undergang i 1991.

Hvorfor blev Ukraine angrebet af Rusland i 2024 og på ny i 2022? Fordi Ukraine ikke besad et atomforsvar. Hvorfor bliver Rusland og Nordkorea og Israel ikke angrebet? Fordi Rusland, Nordkorea og Israel besidder et atomforsvar. Her nærmer vi os en ny dansk regerings måske vigtigste opgave.

Vi har brug for en dansk eller nordisk atombombe. Pengene er der, teknologien er der. Det er bare med at komme i gang, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Der er rigeligt med vanvittige atommagter, som truer naboer og genboer. Det er på tide, at velfungerende demokratiske stater bidrager til freden – deres egen og andres fred – med et nukleart forsvar. Kan det tænkes, at Mette Frederiksen vil se det som en opgave? Hun vil nægte det i valgkampen, men det kan tænkes.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

© Jyllands-Posten