Har vores politiske system evnen til at lære af sine fejl? Man kan godt komme i tvivl

Beslutningen om Energiø Bornholm gør, at man bliver ganske bekymret over evnen til at tage ved lære.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan undgår man at gennemføre en grøn omstilling, der skaber nye risici i samme størrelsesorden som fortidens energipolitik?

I årevis gjorde Europa sig dybt afhængig af russisk gas. Det blev retfærdiggjort som økonomisk rationalitet og gensidig afhængighed. I dag er det heldigvis comme il faut at tale om den strategiske naivitet, der lå bag.

Nu er vi i gang med en grøn omstilling, der på flere områder gør Europa massivt afhængig af Kina: af sjældne jordarter, batteriteknologi, solceller og forarbejdning af kritiske råstoffer. Det burde i sig selv kalde på større strategisk forsigtighed.

Samtidig investerer Danmark og Tyskland i Energiø Bornholm: et gigantisk energianlæg placeret langt ude i Østersøen – i et farvand, der i disse år er blevet centrum for russisk hybrid aktivitet mod kabler, rørledninger og kritisk infrastruktur.

Det kalder på spørgsmålet: Har vi virkelig draget de nødvendige konsekvenser af fortidens ganske massive fejl?

Danmark og Europa tabte freden efter Den Kolde Krig, fordi der igen og igen blev truffet risikable beslutninger, som byggede på ønsketænkning snarere end på kølig realisme. I dag taler vi om strategisk autonomi. Vi taler om, at Europa skal kunne forsvare sig selv mod et russisk angreb senest i 2030. Vi indretter os på, at USA muligvis ikke længere automatisk vil træde til under artikel 5.

Denne nyorientering skal administreres af de samme institutioner og beslutningstagere, som gennem årtier undervurderede risikoen ved energipolitisk afhængighed. Det gør det rimeligt at spørge: Hvor er den organisatoriske læring? Hvem sikrer, at nye beslutninger faktisk afspejler de erfaringer, vi nu siger, vi har gjort?

Her må Energiø Bornholm give anledning til alvorlig eftertanke. Den giver ikke indtryk af, at sikkerhedsdimensionen er blevet grundlæggende gentænkt.

Prisen er allerede opgjort til mindst 42 mia. kr. for den danske del. Tilhængerne fremhæver, at projektet vil øge elektrificeringen, reducere CO₂-udledning, styrke integrationen af de europæiske elmarkeder og mindske afhængigheden af fossile brændsler. Alt det er rigtigt. Grøn omstilling er ikke et luksusprojekt, men en strategisk nødvendighed.

Men nødvendighed fritager ikke for en stringent risikovurdering.

Den internationalt anerkendte danske forsker Bent Flyvbjerg har gennem årtier dokumenteret, at megaprojekter – de allerstørste offentlige anlægsprojekter – systematisk overskrider budgetter og tidsplaner. Det er ikke en påstand, men et veldokumenteret, empirisk mønster. Med afsæt i denne forskning er det ikke spekulativt at antage, at 42 mia. kr. kan vise sig at være et endog meget konservativt estimat.

Beløbet svarer til en betydelig del af Danmarks årlige forsvarsbudget. Det er midler, som alternativt kunne styrke militær robusthed, cyberforsvar eller en mere decentral energiinfrastruktur.

Men økonomien er kun den ene side.

Den anden handler om systemisk risiko.

Mens dele af centraladministrationen planlægger ud fra, at Rusland kan true Europa militært inden for få år, og mens vi opruster for at afskrække netop den trussel, vælger vi samtidig at samle meget store dele af fremtidens energiinfrastruktur i én central hub i Østersøen.

Al energiinfrastruktur er sårbar. Det er korrekt. Havvindmølleparker, kabler og transformerstationer kan rammes. Der planlægges overvågning og beskyttelse. Men der er forskel på spredt infrastruktur og koncentreret funktionalitet. En energiø er ikke blot endnu et havvindmøllefelt; den er et knudepunkt. Et muligt “single point of failure”.

Selv med militær tilstedeværelse ændrer det ikke ved, at en koncentration af funktionalitet øger den systemiske sårbarhed. I en tid, hvor russisk hybrid krigsførelse netop retter sig mod undervandskabler og kritisk infrastruktur, forekommer det risikabelt yderligere at øge koncentrationen af strategisk betydning ét bestemt sted.

Når det ene bestemte sted ovenikøbet er et godt stykke mod øst inde i Østersøen – altså i retning mod Rusland – er det lige før, man får sved på panden.

Det betyder ikke, at grøn omstilling skal opgives. Det betyder heller ikke, at alle offshore-projekter er uansvarlige. Men det betyder, at robusthed, redundans og militær beskyttelse må være styrende hensyn – og at centralisering ikke nødvendigvis er det samme som sikkerhed.

Det kan man kalde pessimisme, hvis man vil. Men erfaringen fra de seneste 30 år er, at optimistiske antagelser om stormagters adfærd har været dyre.

Alt i alt står Danmark over for at investere et meget stort beløb – med betydelig risiko for budgetoverskridelser, hvis Flyvbjergs forskning holder stik – i et anlæg, der i en krise- eller hybridkrigssituation kan blive et oplagt strategisk mål.

Udtrykket “sunk cost” risikerer i værste fald at få en ubehageligt konkret klang.

Det grundlæggende spørgsmål er derfor ikke, om vi skal gennemføre en grøn omstilling. Spørgsmålet er, om vi gennemfører den på en måde, der reducerer vores strategiske sårbarhed – eller om vi blot udskifter én form for afhængighed og risikokoncentration med en anden.

Hvis vi virkelig mener, at vi lever i en førkrigstid, må vores energipolitik afspejle det. Hvis ikke vi stiller det spørgsmål nu, hvornår gør vi så? Det kræver ikke mindre grøn omstilling. Det kræver mere realisme.

© Jyllands-Posten