Den næste regering kan gøre Danmark uregerligt. Takket være Lars Løkke

Moderaterne lyder måske blødt og midtsøgende. Men i virkeligheden handler Lars Løkke Rasmussens politik om, at han skal være i centrum og bestemme taktarten i dansk politik. Det er både radikaliseret og ekstremt.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

1990’erne er for hele den vestlige verden et afgørende årti. Det er i denne periode, de politiske eliter udformer principperne for, hvordan freden efter Den Kolde Krig skal forvaltes. Dermed er det også – som jeg har påvist i min bog ”Den tabte fred” – i denne periode, de helt store svagheder i forvaltningen af freden bliver skabt.

Nedenfor vil jeg fokusere på et enkelt aspekt af 90’ernes politik, der har særlig betydning i vore dage. Det drejer sig om skabelsen af de rammevilkår, der er forudsætningen for den såkaldte højrepopulisme.

Når det gælder højrepopulisme, er jeg inspireret af den tyske politolog Laurenz Günther. Han udgav i 2024 et arbejdspapir, der hedder ”Political Representation Gaps and Populism”.

Her viser Günther, at den såkaldte højrepopulisme i høj grad kan forstås som en spænding mellem, hvad de politiske eliter mener om især indvandring, og hvad den generelle befolkning mener.

Når det gælder økonomi og fordelingspolitik, viser Günther, at der i de 27 EU-lande i store træk er overensstemmelse mellem de politiske eliter og vælgerbefolkningen. Til gengæld er de politiske eliter langt mere ”liberale” – i amerikansk betydning – end vælgerbefolkningen generelt, når det gælder immigration.

Set fra vælgerbefolkningens synspunkt er det altså sådan, at de politiske eliter i mange lande fremstår langt mere tolerante over for f.eks. indvandrere, der ikke integrerer sig, end vælgerbefolkningen er. Noget tyder på, at en tilsvarende forskel også kan gøre sig gældende i synet på kriminalitet, selvom dette ikke er Günthers primære fokus.

1990’erne er overalt i EU en periode, hvor love og regler i stigende grad bliver mere ”USA-liberale”. Det gamle EF bliver til EU. Det indre marked bliver til virkelighed. Schengen-aftalen træder i kraft. Sideløbende udvider Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i kraft af sin praksis den beskyttelse, som ikke mindst kriminelle indvandrere kan nyde godt af. Det forskubber i mange tilfælde balancen mellem beskyttelse af individet og beskyttelse af samfundet i retning af individet.

Danmark er i denne periode blandt de lande, der går langt, når det gælder menneskerettigheder. I 1992 indskrives Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lovgivning. Det gør det i praksis vanskeligere for skiftende regeringer at føre en politik, der afviger markant fra den retning, der følger af domstolens praksis.

Som jeg læser Günther, er det i 1990’erne, de politiske eliter og den brede befolkning i mange europæiske lande begynder en form for kontinentaldrift i forskellige retninger. Med en vigtig undtagelse: Danmark.

Günther finder, at der i Danmark er en relativt høj grad af overensstemmelse mellem, hvad den politiske elite mener om indvandring, og hvad vælgerbefolkningen mener. Selvom det er min formulering – ikke hans – kan det være en del af forklaringen på, at højrepopulistiske partier i Danmark i højere grad er blevet integreret i det politiske system end i mange andre europæiske lande.

De ønsker til den førte politik, som store dele af befolkningen har, når det gælder indvandring, er i perioder blevet omsat til konkret politik. Derfor er højrepopulismen i Danmark i højere grad blevet en del af det politiske system frem for at udvikle sig som et rent oppositionsfænomen. I andre europæiske lande kan højrepopulismen i højere grad ses som en reaktion på, at politiske eliter i længere tid har været tilbageholdende med at omsætte udbredte ønsker i vælgerbefolkningen til konkret politik.

Lidt ældre læsere kan formentlig huske, hvordan denne synkronisering mellem den politiske elite og den generelle befolkning gradvist fandt sted i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne.

I 1999 siger daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at Dansk Folkeparti aldrig vil blive stuerene.

Udsagnet skulle vise sig at få betydelige politiske konsekvenser. Det kan ses som et forsøg på at fastholde en skarp normativ grænse i dansk politik. Samtidig bidrog det – i bagklogskabens lys – til at tydeliggøre en afstand mellem dele af den politiske elite og vælgerbefolkningen.

Året efter – altså i 2000 – forklarer Erik Meier Carlsen indirekte i bogen ”De overflødiges oprør”, hvorfor denne position var vanskelig at opretholde. Dansk Folkeparti er ifølge bogen et ”normalt” parti. Det vil sige et parti som andre, der varetager sine vælgeres interesser. Derfor er bogens pointe, at Dansk Folkeparti er et parti, der kan og bør indgå i de almindelige politiske processer, og som de øvrige partier må forholde sig til – også gennem kompromiser.

Poul Nyrup Rasmussen formår ikke for alvor at ændre kurs i lyset af denne udvikling. Ved valget i 2001 overtager Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten, og med VKO-samarbejdet i årene 2001–2011 bliver det i praksis demonstreret, hvordan en integration af Dansk Folkeparti i det parlamentariske arbejde kan fungere.

Socialdemokratiet får først igen stabil regeringsmagt i 2019. Her lykkes det for Mette Frederiksen at overbevise vælgerne om, at partiet vil føre en strammere udlændingepolitik – og at der derfor i mindre grad er behov for et stærkt Dansk Folkeparti.

Det, der med Moderaternes fremkomst i dansk politik siden 2022 er i færd med at ske, er derfor interessant.

Moderaterne kan – når al overflødig retorik skrælles bort – ses som et parti, der på flere områder søger tilbage mod positioner, der minder om 1990’ernes danske politik. Det vil sige en periode, hvor Dansk Folkeparti i højere grad blev holdt uden for indflydelse, og hvor kritik af den såkaldte internationale retsorden fyldte mindre.

Set i det lys kan Moderaterne tolkes som et parti, der ønsker at genoplive nogle af de politiske mønstre fra 1990’erne. Hvis det sker i en situation, hvor der igen opstår et større gab mellem vælgernes præferencer og den førte politik, er det nærliggende at forvente, at højrepopulistiske strømninger vil kunne vokse sig stærkere – også i Danmark.

Man kan derfor sige, at Moderaternes projekt blandt andet kan tolkes som et forsøg på at gøre Danmark mere “normalt” i europæisk forstand. Men i en række europæiske lande er det netop denne påståede normalitet, der skaber styringsproblemer, fordi forholdet mellem politiske eliter og vælgerbefolkning er præget af vedvarende spændinger.

Jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at jeg foretrak den danske model, hvor den politiske elite fandt brugbare kompromiser med den brede befolkning. Det gav nemlig stabilitet og legitimitet til det politiske system.

Den stabilitet og legitimitet vil Moderaterne sætte over styr. Fordi alting for partiet handler om nogen og ikke noget: at formanden skal spille en central rolle i dansk politik. Og at DF skal holdes ude.

I partiets selvforståelse er det moderat. I min forståelse er det både radikaliseret og ekstremt. Derfor bør vi kæmpe for, at systemskiftet fra 2001 ikke bliver en parentes i dansk politisk historie.

© Jyllands-Posten