menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Tobakspartiet

14 0
13.02.2026

I GAMLE DAGE havde forskellige dele af samfundet hver deres parti: Arbejderne havde Socialdemokratiet, landbruget havde Venstre, og industri og håndværk kunne altid forlade sig på de Konservative.

Den struktur er gået lidt i opløsning: Arbejderne stikker af fra Socialdemokratiet, og Venstre prøver diskret at lirke sig fri af de sidste svinebaroners favntag.

Til gengæld er LA vist ved at finde sig til rette i rollen som tobaksindustriens nye parti.

Til det kommende folketingsvalg har partiet opstillet Christopher Arzrouni, lobbyist og pressemand for den multinationale tobakskoncern Philip Morris i Danmark – det er dem med Marlboro. Ikke et ondt ord om det; det er jo lovligt at sælge cigaretter. Om man også skal opstille sådan en fyr til Folketinget, er naturligvis en anden sag.

NU HAR ET af partiets unge håb så kastet sig hovedkulds ind i debatten på tobaksindustriens side. Det drejer sig om Signe Bøgevald, som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Hun er blevet vred over en outdoor-reklame fra Københavns kommune, som opfordrer unge, der bruger nikotin, til at tale med en rådgiver om deres problem.

- Klar til en pause fra nikotin? Book en gratis samtale med en rådgiver, lyder den kommunale opfordring.

Det unge tobakspartihåb er rasende.

- DEN HER slags kampagner har intet med kernevelfærd at gøre, tordner hun på sociale medier.

- Det er ikke kommunens opgave at opdrage voksne mennesker eller fortælle dem, om de må ryge eller bruge nikotinprodukter.

Men jo, det er det faktisk. Det står i Sundhedsloven: ’Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.’

Det har stået der i over 20 år. Faktisk lige så længe loven har eksisteret.

SÅ IKKE ALENE må kommunen altså tilbyde rygestop-rådgivning – den skal sådan set gøre det. Og det skulle man egentlig tro, at Bøgevald vidste som kommunalpolitiker. 

Måske forivrede hun sig bare – unges brug af nikotinprodukter er i hvert fald noget, der optager LA rigtig meget. For et par år siden vakte partiets sundhedsordfører, Louise Brown opsigt, da hun under en eksperthøring i Folketingets Sundhedsudvalg stillede en mængde meget kritiske spørgsmål. 

Som hun læste op af sin telefon. 

Hvilket heller ikke er forbudt. Men dog påfaldende – især fordi hun brugte samme ord og formuleringer som Nikotinbranchen og tobaksindustrien. Det kan selvfølgelig have været et uheldigt og tilfældigt sammenfald. Men når nu man vil være tobaksindustriens parti, burde man have råd til at klæde sine politikere lidt bedre på.


© Ekstra Bladet