menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Mette-maskinen er gået i stykker

13 0
22.03.2026

MAN SER Socialdemokratiets kampagnestab stå foran propganda-samlebåndet. Med villige hænder rettet mod maskinens mund, som ustoppeligt spytter 'visioner' og 'drømme' ud.

Smilende er de forenet i sang med det - let omskrevne - 80'er-børnehit 'Bertha' rungende omkring sig på parti-fabrikken:

'Mette, skønne Mette. Du er en fin kammerat. 

Og når du hitter på en ny idé, trykker vi på dine knapper. 

Ved det hele klapper. Vi ved, at intet kan ske'.

Men noget er ikke, som det skal være.

'METTE-MASKINEN' ER overophedet. Lamperne blinker rødt og blåt i én stor forvirring.

Kort sagt: Propaganda-apparatet er løbet løbsk, og forslagene bliver vildere og vildere. 

En fødevarecheck kommer pludselig ud af maskinens mund, men lander hos 3000 af landets rigeste.

En formueskat bliver både foreslået, men bakket på i samme valgkamp.

En 'vision' om en 'Lilleskole' fører til, at der mangler 479 klasselokaler. Alene på Fyn. For ikke at tale om de 14.500 på landsplan.

Samlebåndet knirker og knager.

EN TIDLIGERE MELDING om, at alle skal blive stående ved båndet efter kl. 16.00, bliver pludselig i valgkampens slutspurt afløst af et forslag om økonomisk kompenseret deltid til pressede småbørnsforældre.

Hvordan kan det dog hænge sammen, at vi både arbejder for lidt og for meget på samme tid, spørger vi Mette-maskinen:

- I vores øjne er der ikke en modsætning, svarer den med babyer og balloner i baggrunden.

Det hele virker lidt, som om maskinen er kommet til at lave en dukke med en fod, der stikker ud af øjet.

Nå, men Mette-maskinen kan vel være ligeglad, hvis bare taktikken og de vilde forslag virker og får tag i vælgerhavet?

PROBLEMET ER BARE, at det er der ikke meget, som tyder på.

Socialdemokratiet står til - endnu - et historisk ringe valg under formand Frederiksen. 

Mette-maskinen er gået i stykker. Og vælgerne synes at have luret det. 

Det kan godt være, at vi har en statsminister, der siger, hun 'står fast, når det blæser'. Men lad os sige det med det samme: Mette Frederiksen ligner mere og mere en vindbøjtel, der kaster om sig med penge i valgkampens vælger-vinde og håber, at det blæser hendes vej - koste, hvad det vil. 

Også selvom førende økonomer som Torben M. Andersen, Phillip Schröder, og Michael Svarer advarer den kommende regering om, at Danmarks nuværende økonomiske styrke skyldes fortidens reformer og ikke kan tages for givet i en usikker fremtid.

MED ANDRE ORD: Drop de dyre valgløfter, og gem i stedet til at modstå globale kriser og geopolitiske chok. 

Desværre er det, som om Mette Frederiksen tror, at søde grisebasser og nuttede babyer kan få os til at hoppe i. 

For igen at skrive 'Bertha'-klassikeren om:

'Sommetider tror du, vi ikk' kan tænke selv. Og at du kan lege med os.' 


© Ekstra Bladet