menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Forgyldt hykler

18 45
15.02.2026

FRA SIN FORGYLDTE TRONE i Dansk Erhverv kæmper Brian Mikkelsen en brav kamp for at hæve pensionsalderen for danskerne. 

Hvis det står til Dansk Erhverv og deres direktør, skal nutidens børn og unge først kunne indløse folkepensionen, når de er langt oppe i 70'erne. Alt andet vil blive 'voldsomt dyrt for Danmark', lod Mikkelsen os forstå allerede i efteråret. Ligesom han understregede, at det vil være direkte 'uansvarligt', hvis politikerne bremser stigningen i pensionsalderen. 

For os andre, forstås. 

I DENNE MÅNED får manden selv første rate af sin livslange, guldrandede pension, fordi han er fyldt 60 år. 

Som Ekstra Bladet har beskrevet, bliver Brian Mikkelsen fremover begavet med 57.643 skattekroner om måneden for sin tid som folketingsmedlem og minister. Det svarer til imponerende 691.716 kroner om året, som han er garanteret uanset hvad. Selv om han tjener en fuldfed milliongage som topchef i Dansk Erhverv, har giftet sig til en millionformue og render rundt med armbåndsure til en halv million på håndleddet, bliver der ikke modregnet en krone. Tværtimod stiger ydelsen om fem år til cirka 750.000 om året.

Direktøren vil selvfølgelig ikke svare på Ekstra Bladets spørgsmål om sin tidlige pension. I sidste måned jublede han over sit stort set bekymrings- og nederlagsfrie liv i Børsen. Alt spiller både på jobbet og derhjemme. Intet kan slå ham ud. 'What's not to like?', spørger han journalisten, der betegner ham som optimist. 

Man kunne tilføje hykler.

MIKKELSEN VAR i 2006 og 2011 selv med til at indføre reformer, som løbende hæver folkepensionsalderen for alle andre danskere end ham selv og resten af folketinget. En reform, som han i øvrigt kalder 'kronjuvelen' i dansk økonomi. 

I 2011 stemte Konservative samtidig nej til et forslag om også at hæve politikernes pensionsalder. Mikkelsen, der dengang var økonomi- og erhvervsminister, proklamerede ellers, at det principielt var vigtigt, at den slags også gjaldt politikere. 

Men åbenbart ikke så vigtigt, at ministeren gad gøre noget ved det. 

HAN OG RESTEN af politikerne på toppen af Danmark har gang på gang udvist en imponerende mangel på handlekraft, når det gælder om at rydde ud i deres egen skattekiste af lukrative goder. Mikkelsen havde da også for længst forladt skuden, da et flertal sidste år endelig blev enige om at sætte pensionen ned - til fordel for en klækkelig lønforhøjelse naturligvis. Som krølle på halen fredede Folketinget lige sig selv. Aftalen - hvis den går igennem - gælder kun fremtidige politikere og vil først være fuldt indfaset i 2090.

Vi andre arbejder videre. Og hvis det står til pensionshykler Mikkelsen, helst indtil vi er oldinge. 


© Ekstra Bladet