Jeg havde en gymnastiklærer i folkeskolen, om hvem man vel uden at gå for vidt kan sige, at han var en lidt speciel type, der ikke nødvendigvis i alle tilfælde benyttede sig af de mest progressive pædagogiske metoder.

Eksempelvis når vi skulle lave armbøjninger i gymnastiktimerne. Han var altid iklædt et par sorte træsko størrelse 46 med metalbeslag, og når vi så lå dér på gymnastikgulvet og svedte, kunne han finde på at stille sig op foran os og tælle ned til, hvornår vi måtte give slip og lade enten overkrop eller ben klaske udmattet ned.

»Ti … ni … otte … syv … seks,« talte han, hvorefter han ved ankomsten til »én« kunne finde på at tælle videre: »0,9 … 0,8 … 0,7,« mens arme eller ben dirrede og svedperlerne sprang. Muligvis også forstærket af, at han kunne finde på at lade sin ene træsko forme et slags forberedelse til et spark – med metalbeslagene forrest – direkte foran ens hoved.

Han sparkede aldrig. Men det kan næppe siges at være moderne, inkluderende pædagogik endsige udtryk for det nye børnesyn, der i disse år – og i den seneste tid også i Berlingske – har været sat til debat.

Jeg oplevede aldrig den sorte skole med spanskrør og en generel autoritær tilgang til børneopdragelse og undervisning. Men måske reminiscenser af........

© Berlingske