Jeg er som udgangspunkt en smule træt af den allestedsnærværende tale om generationer. Der kan komme et noget indeklemt menneskesyn ud af hele tiden at opdele mennesker i generation X, Y, Z og andet, men af og til kan det dog skabe lidt klarhed.

Det skete sidste lørdag, da Isam Bachiri og hans far Mustapha Bachiri lod sig interviewe i Politiken som et led i den fortsatte diskussion om kulturmøde og integration. Sidstnævnte forlod Marokko og endte i 1967 i Danmark som en af de fremmedarbejdere, der blev inviteret hertil, fordi der var mangel på arbejdskraft.

Han fortæller her om sin oplevelse af Danmark som et gæstfrit og ret vidunderligt sted, hvor han fik arbejde og blev venligt modtaget af sine danske kolleger.

I 1977 kom hans søn Isam Bachiri til verden, voksede op i Danmark, blev musiker, har fået en sang optaget i Højskolesangbogen og tager aktivt del i debatten. Det interessante er, at........

© Berlingske