Det kommer muligvis ikke så meget bag på os, at den allermest intense optagethed af klimasituationen synes at forvitre lidt, og det har nok flere forklaringer.

En mere håndgribelig handler om de dramatiske tanker, der trænger sig på med Donald Trump som amerikansk præsident. Der er grænser for, hvor mange store bekymringer man kan rumme på én gang, og tanken om handelskrig og måske endda rigtig krig fylder for tiden en del.

Samtidig er det også i længden uholdbart hver dag at skulle bekymre sig om hele kloden, og når man i en periode har spekuleret heftigt over altings overlevelse, begynder man atter at koncentrere sig mere om blot sin egen.

Den erkendelse står mange mennesker nok ved nu, hvormed de senere års mest synlige klimaaktivist, Greta Thunberg, mere og mere repræsenterer et slags overstået kapitel.

»Mens man kan mene meget om den katolske ophøjelse af en enkelt mand som ufejlbarligt kirkeligt overhoved, talte denne pave klogt om klimaet,« skriver Sørine Gotfredsen om den afdøde pave Frans. Fold sammen

Ikke mindst fordi hun sidste år sagde nogle ord, der antydede et vendepunkt. Udover den berømte konstatering af, at man ikke kan brænde for klimasagen uden samtidig at brænde for Palæstina,

© Berlingske