Vi danskere udgør et storsindet folk. Ikke på den lidenskabeligt favnende måde med hang til store armbevægelser, men på anden vis.

Det skal vi huske her efter en grundlovsdag, der ikke blot blev indledning til pinsen, men også faldt i en tid med stor fokus på, hvem vi er, og hvad vi vil kæmpe for.

Vi har gradvist bevæget os i retning af et mindre teknokratisk og mere eksistentielt syn på nationen og samfundet, og mens det i stort set hele mit 57-årige liv har været ilde set at elske at være dansk og ære sit folk, er tiderne skiftet.

Tidligere politiker Christine Antorini skrev i 2006 i antologien »Alle mine kilder« sådan her:

»På den ene side elsker jeg Danmark og det danske som intet andet. På den anden side kan jeg ikke holde ud at sige det højt.«

Denne forlegent skamfulde indstilling er på retur, og i dag kan man frimodigt erklære kærlighed til Danmark.

Vi diskuterer, hvordan landet bedst kan forsvares, og tilmed hvordan vi indadtil kan finde styrke, og sammenfaldet mellem grundlovsdag og pinsen udgør en oplagt anledning til at tænke dybere over det.

I dag læses i landets kirker den berømte pinsetekst om de forskellige folkeslag, der mødes i Jerusalem og overmandes af Helligånden. Hermed kan de på tværs af alle sprog med........

© Berlingske