Mange politikere taler i denne tid for åndelig oprustning, om at vi skal kende vores ståsted og finde ud af, hvad der er værd at slås for i en mere usikker og fjendtlig verden. Hvad det i praksis betyder, fortoner sig ofte i det uvisse.

Men i kernen af, hvad danskerne vil og i sidste ende skal kæmpe for, der finder vi Danmark, kærligheden til vores fælles fædreland. Så hvordan støtter og styrker vi den?

I de senere uger har kulturministeren ladet danskerne stemme om, hvad der er så særligt dansk, at det fortjener at komme på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.

En del af forslagene har været jævnt fjollede, herunder pølsevogne, cykelkultur og hygge, mens andre har været mere seriøse og indholdsrige, eksempelvis H.C. Andersens eventyr, højskoler og tillidssamfundet.

Jeg ved ikke, hvordan afstemningen er endt, men man må da håbe på et nogenlunde fornuftigt resultat, som faktisk siger noget vigtigt om danskheden. Selvom sandsynligheden taler for, at afstemningen vil blive omtrent så forglemmelig som identifikationen af

© Berlingske