Halvtidsansat receptionist i et reklamebureau var jeg i et år, da jeg læste på den teologiske overbygning.

Intet har siden kunne slå centrifugen af bimlende telefoner, der skulle viderestilles, telefonbeskeder, der skulle modtages, pakker, der skulle videreformidles, medarbejdere, der tjekkede ind og ud, samt i ledige øjeblikke at indføre beløb i kasse-bank-giro.

Kontantbeholdningen i den lille metalkasse i skuffen stemte ikke altid, hvilket yngste elev fra regnskab gerne dvælede ved, når hun kom for at kontratjekke mine posteringer ved arbejdstids ophør – og nu altså igen, igen fandt fejl. Jeg var endda matematisk student. Men studenten havde endnu en gang ikke kunnet regne.

Regnskabseleven trak hen over min skulder vejr ind gennem sine fortænder, og nød atter at belære mig om, at selv den allermindste fejl kan dække over noget så utroligt meget større i et regnskab. Jeg bøjede nakken, mens hun fermt rettede mine fejl. Klogere var jeg altså ikke. Det kunne jeg kun være enig med hende i.

»Selv når den offentlige debat har forsøgt at få mig til at føle mig dum, har intet har ramt mig, som dengang,« skriver Kathrine Lilleør. Fold sammen

Erindringen om receptionist-udfordringen for 1.000 år siden har........

© Berlingske