Hvordan er det at møde en engel?

Påskens evangelist Markus skriver, at kvinderne efter mødet med englen i den tomme grav »flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«.

De var ikke glade? Nej, de var bange.

Hvorfor? Vi andre ville aldrig være flygtet som dem. Vi ville have stillet os i englens favn, ville vi. Eller måske alligevel ikke. For engle er naturligvis som Gud overvældende og voldsomme.

»Vær ikke forfærdede,« sagde påskeenglen til kvinderne.

Det er altid en engels indledende ord. Nok, fordi de er skrækindjagende, men også fordi det er essensen af enhver engels og dermed Guds budskab til os: »Vær ikke forfærdede«, men det er vi. Selv efter utallige påskemorgener.

Uden opstandelse, ingen kristendom. Påskeugens fortællinger leder hen til opstandelsesmødet, hvor Markus altså beretter, at det ikke vakte jubel. Tværtimod. Igen, hvorfor?

Fordi påsken er det ultimative møde mellem den almægtige Gud og det frygtsomme menneske. Påskemorgen afskaffede ikke frygten, men påskens begivenheder viser, at der findes vej ud af frygten, tvivlen og sorgen.

Hvordan? Kvindernes frygt påskemorgen skal læses i........

© Berlingske