Jeg skulle holde begravelse for en fyr nogle år yngre end mig. Jeg sad og kæmpede med talen, kunne ikke få den på plads. Jeg havde talt med hans forældre. Vi havde drukket kaffe i skyggen i deres have.

Mens de fortalte om ham, lyttede jeg intenst og skrev noter til mig selv og tænkte på, hvordan det skulle formuleres i kirken. De viste mig hans værelse, den tomme seng og en sportstaske, som stod midt på gulvet. Det så ud som om, at der ville den stå meget længe.

Jeg ringede til en kollega, måtte have lidt hjælp. Det var en af mine første begravelser, efterhånden længe siden. Vi talte det hele igennem og blev enige om, at vi præster sidder med et stort ansvar, vi er bærere af sorg. Hun kunne ikke se det, men mens vi talte, betragtede jeg mig selv i vinduets spejl og nikkede, da hun sagde det med det store ansvar. Bagefter grinede vi af noget, jeg ikke kan huske, hvad var.

Det må være svært, sagde en ven, da jeg fortalte ham om begravelsen.

Ah, det er jo bare mit job, svarede jeg hurtigt.

Natten til begravelsen kunne jeg ikke sove. Tankerne fløj rundt i mit hoved. En........

© Berlingske