At sørge for at børnene kommer op, følge dem på vej, kramme dem afsted, lave mad, betale regninger, sætte vask over, slukke lyset om aftenen, det er de almindelige hverdagsting, de fleste roder med, jeg godt kan lide.

Bare ikke når jeg har ferie. Så gider jeg dem slet ikke. Nu vil jeg være fri.

Men det er jo en absurd forventning. Man kan ikke være protestant hele året og så pludselig springe ud som afslappet livsnyder på kommando.

Nogle er livsnydere hele året, nogle kan sagtens slå hverdagen fra og hoppe lige ud i ferie, klar til at nyde. Jeg kan ingen af delene. Faktisk bliver det at skulle nyde noget en ny pligt. Nu kan man ikke bare holde ferie, man skal også nyde det. Fri til mine egne lyster. Men det er jo ikke frihed. Er det? Kom, skynd dig, vi skal slappe af, er her ikke bare dejligt, nyder vi det ikke?

Familien er spredt på flyet. Jeg nægter at betale for samlede siddepladser. Jeg sidder på midtersædet mellem en mand, der kom først til armlænet, og som spiller et eller andet skydespil med lyd på, og en kvinde, som sidder og tager billeder af sig selv.

Min gud, tænker jeg, der var en gang, hvor det at rejse var noget........

© Berlingske