Han sad nede bag i og vippede på sin stol, talte højt med ham ved siden af, trommede med hænderne på bordet og kiggede tomt på mig, hvis jeg talte til ham. At gå til præst var svært for ham.

Hvert år de nye hold konfirmander starter, lover jeg mig selv ikke at bruge det meste af tiden på de elever, som gider mindst. Men der er ikke noget år, hvor jeg har holdt mit løfte. Man lærer dem jo at kende, og opdager at der ofte er en grund til måden, de er på. Som året går, kommer man til at holde af dem.

Efter nogle måneder til præst begyndte han at komme næsten hver gang, nogle gange endda til tiden. Han begyndte at blive hængende, når de andre cyklede hjem. Vi snakkede sammen om lidt af hvert og spiste resterne af snøflerne. Kirketjeneren kom med en kande te mere. Ingen af os kunne lide te, men det gjorde ikke noget. Drengen fortalte om sig selv. Nogle gange testede han mig og ville lige se, om jeg kunne holde ham ud.

En måned før de skulle konfirmeres, og de andre talte om kjoler og gaver, og hvor mange der skulle med til deres fest, sagde han højt, at han ikke skulle konfirmeres. Der blev helt stille i lokalet.

Man kan blive smidt ud af skolen, man kan blive smidt af fodboldholdet, man kan skændes med alle og ødelægge........

© Berlingske