Det er spøjst med indvandringspolitikken. Det er den enkeltsag, der har størst indflydelse på vores samfunds fremtid – uanset hvordan noget som helst andet går i verden og i Danmark.

Det er en kendsgerning, at alene den demografiske udvikling vil gøre, at befolkningssammensætningen i vores lille, og indtil for meget nylig helt homogene land, vil være radikalt ændret om et par generationer.

Det er den jo egentlig allerede nu. Med alle de store, og til tider voldsomme, kulturelle spændinger, der medfølger, når meget forskellige kulturer skal leve side om side på et lille geografisk område. Ikke bare i form af vold og voksende antal islamiserede områder – men også hvad angår pres på ytringsfriheden, tryghed på gader og stræder, sprog, påklædning med videre.

Og alligevel er debatten om indvandring gledet i baggrunden. Det er, som om de med massetilstrømningen følgende problemer er blevet normaliseret.

Sporadiske historier om voldtægter, overfald på danske drenge, truende adfærd i svømmehaller, biblioteker, på togstationer med videre, når fra tid til anden de landsdækkende medier. Men nogen rigtig debat er der ikke længere om sagen.

»Dengang, der faktisk var en debat, hvor Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti var de eneste, i opposition til et politisk, kulturelt og........

© Berlingske