»Det var en morgen som tusind andre/ og ingen morgen i tusind år,/ da Danmark vågned med klare øjne til glædestimer og frimandskår.«

Sådan lyder en linje, vi alle kender. Det er en linje så sand, at selvom forstanden skulle have glemt den, så husker hjertet den.

For sådan falder ordene jo i andet vers af vores frihedssang »En lærke letted, og tusind fulgte«, som med poetisk præcision indfanger fornemmelsen af befrielse efter de fem onde år. Det er en sang uden megen kamp og heltemod.

De tapre døde mindes, og vi får at vide, at de evigt lever i Danmarks navn. Men sangen rummer ingen illusioner. Vi var ikke blandt dem. Her gælder det mennesket undergivet historiens luner.

Befrielse følger besættelse, som våren følger vinteren, lærkerne letter, og det eneste, vi kan gøre, er at være taknemmelige over den frihed, vi hverken kæmpede for at forsvare eller bevare, men som vi i det mindste kan gøre os den umage at modtage som gave.

Det kan være svært at forstå, at den morgen jo præcis var i dag, men for 80 år siden. I hvert fald for mig. Når det drejer sig om Befrielsen, kan det ikke blive andet end en dobbelt konstatering. »Gud, hvor er det lang tid siden!« Men med samme styrke og forundring »Gud, er det ikke længere tid siden!«

På den ene side........

© Berlingske