Først skulle det ned og væk. Så fik det lov at stå. Jeg tænker naturligvis på den bevaringsværdige pragtvilla Smidstrupøre i Rungsted, tegnet af arkitekten Carl Brummer.

Huset havde allerede fra begyndelsen en ganske særlig karakter. Ifølge museumsinspektør Anders Dalsager fra Museum Nordsjælland var Smidstrupøre Brummers protest mod en udvikling i retning af industrialisering og udhuling af håndværket inden for byggeriet:

»Fra slutningen af 1800-tallet væltede det ind med nye, masseproducerede byggematerialer såsom tagpap, skifer og færdiglavede udsmykninger.«

Derfor skulle Smidstrupøre kendetegnes ved det gode, solide håndværk, detaljering og en bevidsthed om, at netop det gode håndværk altid befinder sig inden for – og aldrig uden for – traditionen. Som stille protest skulle huse vise frem, men i sit udtryk skulle det vise tilbage. Fortid og fremtid i ét, som ethvert godt byggeri, dengang man stadig kunne bygge.

Længe så det dog ud til, at det skulle være slut med alt det, for en stenrig adelsmand havde sat sig for at rive skidtet ned. Han havde måske ikke råd til andet?

Det var, som Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl, udtrykte det dengang i efteråret 2024:

»(...) i en tid, hvor al fokus i byggebranchen er på ressourceoptimering, upcycling, genanvendelse og transformation, som det hedder, virker miseren i Hørsholm som en arrogant, højadelig fuckfinger lige i synet på........

© Berlingske