Som regel er det intet, der gør mig så glad som en studentervogn på en sommerdag.

Hujende, grinende, klappende, skrigglade unge mennesker, der hænger ansvarsløse fra en vogn og triller af sted med få kilometer i timen – til musik, der ikke ændrer sig nævneværdigt år for år. Som regel.

Som regel, når en studentervogn passerer mig, stopper jeg gladeligt op på min cykel for at vinke og smile uhæmmet. Jeg stiller sågar gerne min ringeklokke til rådighed, når en nyudklækket student gestikulerer en »tut-i-hornet«-bevægelse med armen. Som regel.

Som regel betragter jeg vores fine tradition med studenterkørsel som noget helt vidunderligt dansk, nærmest nationalistisk indforstået. Som en tid, hvor ungdommen deler deres ukuelige optimisme og fandenivoldskhed med os alle. Hvor de inddrager fællesskabet i fejringen af deres ultimative frihedsfølelse.

Det er med andre ord med stor sorg og mørkt tungsind, jeg i år har måttet konstatere, at der er kommet skår i glæden. Traditionen har mistet sin glæde, sin uskyld og er i stedet blevet til et smadderoptog med en ækel bismag af dominans.

»Vi må kunne være enige om, at ordet 'utryghed' aldrig bør indgå i politiets beskrivelse af,........

© Berlingske