Det meste af dagen den 16. juli går med ventetid på toget til Tashkent, der afgår kl. 19. Den ene af vores kufferter mistede begge hjulene hos Turkish Airways på dag et, og jeg skulle hilse og sige, at det gør en stor forskel i mobilitet. Det var i øvrigt en amerikansk bagagemedarbejder, der i 1970 fandt på at sætte hjul fra et skab på en kuffert. Han mangler virkelig anerkendelse ...

Vi har haft vores tvivl, om vi orkede en 17-timers togtur. 1. klasse var udsolgt, og hvordan tog forholdene sig mon ud på 2. klasse? Ved 18-tiden går vi ud på perronen, hvor et tog med mindst 20 vogne holder klar. Ved hver indgang står to konduktører i det stiveste puds inklusive kasket i Nordkorea-stil. Vores frygt for rustikke forhold, er helt ubegrundet. Vi får en fire-mandskupé med rene lagner. Fjerde-personen dukker heldigvis ikke op, så man kan slå den ene øverste køje op, således føles rummet dobbelt så stort. Det er totalhygge at have sin egen lille hule sammen, og ikke at skulle tage stilling til noget som helst i lang tid.

Sønnen og jeg går en fem-seks vogne ned til en vogn, hvor nogle yngre mænd sidder med højt humør og svinger med store glas fadøl ved en høj bar. Den anden halvdel af vognen er køkken, hvor der tilberedes mad til spisevognen, der følger lige efter. Spisevogn - ja, tænk engang! Det er noget, man oplever alt for sjældent på vores breddegrader.

Landskabet, vi kører forbi, kaldes vel steppe. Der er meget langt mellem noget, der kan benævnes vegetation, der er højere end 10 cm. og endnu længere mellem, at man ser en lille bondegård med noget kvæg, en stak halmballer og en indhegning bestående af bulede blikplader og måske en rusten grøn, for længst ukampdygtig militærfarvet lastbil fra Sovjettiden.

Det, der hovedsageligt minder os om civilisationen, er de telefon- eller strømledninger, der trofast følger jernbanesporet, og en sjælden støvet jordvej, der forsvinder ud i horisonten.

Blot et par timer efter at de første solstråler har sneget sig ind i sprækkerne ved gardinet, er vi fremme ved den usbekiske grænse. Selvom passene er tjekket ualmindeligt grundigt før afgang, så bliver der ikke set let på den sag her. Efter en time er vi omsider køreklar, men nej, Det var blot den kasakhstanske told. Pludselig, midt i kupeen, står en glad schæfer med........

© Midtjyllands Avis