Tredje- og næstsidste del af far-søn rejsebrev er et autentisk roadtrip, det foregår nemlig i udlejningsbil. Sønnen ønsker sig en model med automatgear, men siden det er undertegnede, der skal køre, bliver det manuelt gear. Bjergkørsel med automatgear har jeg dårlige erfaringer med.

De første minutter skal man lige lære bilen og folks kørekultur at kende. Kørestilen er ikke så aggressiv, som først antaget. Måske fordi man mest lægger mærke til dem, der kører vildt og ubehersket.

Så afsted ud af Mostar i østlig retning med kurs mod Podgorica, Montenegros hovedstad.

Det er en ubetinget god følelse at gå på opdagelse i et helt nyt land. Vi er fulde af forventning. Blot 20 km senere lyser en rød advarselstrekant i displayet. Åh nej, hvorfor nu det. Der viser sig en tekst på skærmen på bosnisk. Vi ringer til udlejeren, der siger, at bilen ønsker sig lyserød kølervæske.

Det ønske opfylder vi på en tankstation. Tankpasseren fylder diesel på, der er ægte manuel betjening. Området, som vejen fører os igennem, er ualmindeligt øde, men med nogle meget flotte naturscenarier. Skønt med egen bil, så man kan holde ind og stå og dyrke situationen lidt. Vi passerer »grænsen« til Srbska Republika, der er markeret med et gigantisk skilt i vejsiden. Det virker provokerende på folk fra Bosnien-Hercegovina, der ikke har nogen »velkomst« opsat i den modsatte retning.

Nogle mænd står og bakser med et stort serbisk flag. I midten af absolut ingenting samler vi en tynd cirka 60-årig dame op. Hun står i vejsiden med nogle store hvide bæreposer, men der er ingen beboelser at se. Hun har været på familiebesøg, siger hurtigt en masse på et uforståeligt sprog og virker forvirret, men da vi har fået hende installeret på bagsædet med poserne, slår hun over i et nogenlunde forståeligt engelsk. Hun fortæller, at hun for nylig er faldet og har slået tænderne ud, men ikke har de 700 euro, der skal til for blot at komme i gang hos en tandlæge. Hun tager et mundbind på, men understreger, at det ikke er, fordi hun har noget smitsomt. Hun skal med helt til hovedstaden.

Som vi nærmer os, går det op for os, at vi ikke........

© Midtjyllands Avis