BY Lad det slået fast med syvtommersøm: Jeg holder virkelig meget af denne by. Ligesom brun sovs og kartofler. En gang imellem også at blande mig, selvom det da er blevet noget sjældnere efterhånden.

På den måde er kronikken egentlig en overvindelse af dovenskaben. Den, der er resultatet af en form for opgivenhed i forhold til anliggendet - »Byens puls ...« Silkeborgs puls.

Vi ved, at når der ikke længere er nogen sinus-kurve, så biiiiiiip er der blot én lang streg, hvor patienten er død. Punktum. Med mindre der kommer en genoplivning.

Meeeøen. Som Steffen Brandt udtrykket det. Er Silkeborg da »død«? Jamen, hvilken uhyrlighed. Vi hygger os da, gør vi ikke? I »Outdoor-byen«. Ved søerne. Med den fantastiske natur. Riverside. Træskodans. Raketter hvert tredje år cirka. SIF og mesterskabspokalen i 1950, hvor der blev spillet med en læderfodbold, der gav hovedskader. Simon Kvamm og Aqua. You name it. Hvorfor nu forstyrre hyggen, som den store stygge grimme ulv ... ? Partykiller pr. excellence?

Fordi Silkeborg mangler »modstand«. Input. Forstyrrelser. Rystelser. Kort sagt noget, der kan give spænding. Som i noget der får os til at vågne. I stedet for goldt at lulle os hen i en kedelig blindgyde, der hedder selvtilfredshed og skjult mindreværd. Hvor det største er; hvilken størrelse TV skal vi have, så vi kan se Matador. Og........

© Midtjyllands Avis