»Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted«- sådan begynder C.V. Jørgensens melankolske hymne til efterårets komme. Hans ord rammer os hvert eneste år, når vi står i sensommeren og undrer os over, hvor hurtigt tiden gik. Vi længtes så længe efter de lyse nætter, den varme sol, de frie dage – og pludselig er de forbi, som sand mellem fingrene.

Her sidder jeg med sensommerregnen mod ruderne og tænker på, hvordan sommeren gled mellem fingrene på mig som vand gennem en si. Men samtidig kan vi løfte blikket og ser efter septembers himmel, og hvilken vi synger er så blå. For netop nu viser sensommeren sig med et lys, der er mildere, men også dybere. Det er ikke sommerens skarpe stråler, men et gyldent skær, der får farverne til at gløde. Som om naturen vil fortælle os, at selv når noget går på hæld, kan der være en særlig skønhed i det.

Det er også tiden, hvor vi har denne rituelle trang til at sylte og henkoge, når........

© Midtjyllands Avis