Det største problem i Danmark er ikke ulighed – det er vores smålighed og misundelse

Vi kalder dem rige svin og beskylder dem for grådighed. Men hvis de flytter ud af landet, hvem skal så betale for den velfærd, vi elsker at kalde gratis?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden er blevet ret træt af danskernes smålighed. Ikke fordi vi mangler noget i Danmark. Tværtimod. Vi lever i et af verdens rigeste og tryggeste samfund, hvor vi alle har gode muligheder og gode forudsætninger.

Alligevel er der noget i vores måde at tale om succes på, der klinger hult. For vi har udviklet en mærkelig trang til at blive irriterede, når andre mennesker klarer sig godt.

Hvis nogen tjener mange penge, bygger en stor virksomhed eller på anden måde får succes, går der ofte ikke længe, før der breder sig en irritation. Som om det i sig selv er forkert at have opnået noget.

Det er blevet særligt tydeligt i den debat, der kører lige nu op til folketingsvalget. Flere partier taler om at indføre en formueskat, og samtidig har flere virksomheder været ude og advare om, at sådan en politik kan få konsekvenser. Nogle har endda sagt, at de vil overveje at flytte ud af landet.

Man kunne tro, at det ville få folk til at stoppe op og tænke sig om. I stedet bliver de ofte mødt med vrede og foragt. Folk siger, at de bare kan skride ud af landet. At de rige altid truer, når de skal betale lidt mere. At de bare vil beholde deres egne penge. Pludselig bliver mennesker, der har bygget virksomheder op og skabt arbejdspladser, fremstillet som grådige, rige svin, der ikke sætter pris på Danmark.

Men prøv lige at tænke over, hvad det egentlig er, vi taler om. Det er virksomheder, der skaber arbejdspladser. Det er mennesker, der har taget en risiko og bygget noget op, som andre mennesker lever af og arbejder i.

Hvordan tror vi egentlig, at Danmark har fået råd til al den velfærd, vi har? Alt det, vi går rundt og kalder gratis. Sygehuse, uddannelse, ældrepleje og hele det sikkerhedsnet, som vi er så stolte af. Hvor kommer pengene fra?

De kommer blandt andet fra de virksomheder og mennesker, som skaber værdi, tjener penge og betaler store summer i skat. Uden dem havde vi aldrig haft råd til det samfund, vi har i dag. Og derfor giver det heller ikke meget mening at gøre succes til noget farligt. Ulighed er heller ikke i sig selv et problem. Det gør ikke noget, at nogle har mere end andre.

Det afgørende er, at mennesker får bedre muligheder og ikke bliver fattigere. At nogle klarer sig godt, er ikke en tragedie. Tværtimod er det ofte en del af forklaringen på, at resten af samfundet også kan få det bedre.

Det siger noget om os. For i stedet for at klappe hinanden på skulderen virker det nogle gange, som om vi leder efter grunde til at trække hinanden ned. Hvis nogen har mere end os selv eller opnår noget, vi ikke selv har, så kan det være meget svært for os at rumme. Misundelse er en grim ting. Den gør mennesker små. Når vi begynder at se andres succes som et problem, så glemmer vi, at mennesker, der skaber noget, også ofte er med til at skabe muligheder for andre.

Det betyder selvfølgelig ikke, at succes kun handler om penge. Der findes mange måder at lykkes i livet på. Men det burde være helt naturligt, at vi kan glæde os på hinandens vegne, når nogen gør det godt. Når nogen får en idé til at lykkes eller bygger noget op gennem hårdt arbejde.

Derfor savner jeg noget i Danmark. Jeg savner, at vi bliver bedre til at unde hinanden noget. At vi ikke hele tiden lader misundelsen styre vores reaktioner – eller vores politik. At vi husker på, at en stor del af den velfærd, vi i dag tager for givet, faktisk er blevet skabt af de virksomheder og mennesker, som vi ellers så ofte elsker at håne.

Jeg savner, at vi bliver bedre til bare at glæde os på hinandens vegne. At vi kan se på hinanden og tænke noget så enkelt som: Det var sgu godt gået!

© Jyllands-Posten