Lad Grønland gå
DANMARKS AFSKED MED Grønland ser ud til at blive tung og fuld af fantomsmerter. Ikke på grund af grønlænderne, nej, på grund af os selv. På grund af danske politikere og meningsmagere, som nu stejler over løfter, Danmark har givet Grønland for mange år siden. Det er ren sabotage af Danmarks forhold til Grønland. Sabotørerne er DF, de konservative og den meget forhenværende Venstre-justitsminister Søren Pind.
DET ER 22 lange år siden, at en dansk statsminister - Venstres Anders Fogh - i Folketinget lovede, at det ville blive op til grønlænderne selv at beslutte Grønlands fremtid. Han gentog det året efter.
I 2009 VEDTOG Folketinget en selvstyrelov for Grønland. Den slår fast, at 'beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk'. Beslutter grønlænderne, at de vil være selvstændige, skal Danmark og Grønland aftale detaljerne i skilsmissen, og aftalen skal godkendes af Folketinget. Men nu siger DF og de konservative på forhånd nej.
DE KONSERVATIVES UDENRIGSORDFØRER, Helle Bonnesen, synes bare lissom, at rigsfællesskabet skal bevares. 16 år efter, at hendes eget parti stemte for selvstyreloven og dens løfte til grønlænderne. Du fredsens, hvor er det useriøst.
DF'S MIKKEL BJØRN og eksminister Søren Pind har dog i det mindste en slags argument: Den grønlandske befolkning er så lille, og Grønland er så stort. Det kan da ikke passe, at '50.000 mennesker i afgrænsede grønlandske bygder skal have lov at løsrive et areal på over to millioner kvadratkilometer fra Danmark', siger Mikkel Bjørn.
MEN SÅDAN ER det altså. Folketinget diskuterede det spørgsmål i 2009. Man endte med at give selvstyre til hele Grønland, fra ismarkerne i nord til byerne i syd. DF var imod, men alle andre i Folketinget stemte altså for - også Søren Pind.
DET ER KLART, at Folketinget kan forkaste den aftale, regeringen ender med at indgå med Grønland, men der skal være en saglig grund. Man kan ikke bare sige nej på forhånd. Et selvstændigt Grønland kommer til at indgå en aftale med enten Danmark eller USA om forsvar og økonomisk støtte - USA har allerede tre af den slags aftaler med små østater i Stillehavet. Det vil nok være klogest af grønlænderne at vælge Danmark, men valget er altså deres.
NU MÅ VI FØRST SE, om grønlænderne overhovedet vil være selvstændige. Men hvis de vil, hvad har Pind, Bjørn og Bonnesen så forestillet sig, at vi skal gøre ved det? Vil de sende soldater til Nuuk for at banke de opsætsige på plads?
DE SKULLE TAGE at indstille deres sabotage. Det eneste, de opnår, er at forbitre skilsmissen og spolere chancen for et godt forhold bagefter. Hvis grønlænderne vil ud, skal de have lov at gå - det har vi lovet dem.
