En af de mest interessante begivenheder længe, hvis man er borgerligt anlagt, var det netop afviklede præsidentvalg i Polen.

For det stod mellem to klassiske typer, der repræsenterer hver sit yderpunkt af borgerligheden, som den fremtræder i både Europa og USA i disse år:

Den konservative, ja, vel nationalkonservative Karol Nawrocki. Og den klassisk liberale Rafal Trzaskowski.

Jeg er ikke polsk valgekspert, så jeg vil spare jer for en dårlig analyse af årsagerne til, at Nawrocki gik af med en kneben sejr.

Det er selve modsætningsforholdet mellem liberalismen og konservatismen, jeg i stedet vil interessere mig for her.

For det er dybt. Måske dybere end nogensinde før siden Anden Verdenskrig. Også i Danmark, hvor liberale partier som Moderaterne og Venstre har skilt sig ud fra det, vi ellers har kendt som blå blok, og er gået i regering med Socialdemokratiet.

»Fronten i det østlige Ukraine har også skabt en ideologisk front mellem borgerlige i Vesten: Er det en afgørende kamp – eller en nyttesløs krig?« Her ses ukrainske soldater ved fronten i Kharkiv-regionen. Fold sammen

I disse år taler liberale og (national) konservative mest hinanden ned. Fokuserer på det, der skiller. På det, man med rette kan finde af fejl, mangler og anklagepunkter ved hinanden.

(National)konservative skoser liberalismen for at have åbnet de vestlige samfund så meget, at det medførte en ukontrollabel indvandring med den følge, at nationalstaternes oprindelige........

© Berlingske